
Hvalsø: Sidste år uddelte Røde Kors i Lejre julehjælp til godt 100 familier, men det tal kan meget vel stige i år, hvor Covid-19 har sendt flere danskere ud i ledighed.
- Vi oplever stor efterspørgsel i butikken, og det kan meget vel være, at corona har gjorde økonomien strammere for flere, fortæller Charlotte Scharling, næstformand i Røde Kors Lejre.
Første henvendelse i oktober
I Røde Kors butikken i Hvalsø, modtog de allerede den første henvendelse tilbage i oktober måned, og i dag har butikken 65 ansøgninger liggende, ligesom godt 30 har henvendt sig telefonisk og andre igen har downloadet ansøgningsskemaet via Facebook.
Derfor appellerer næstformanden også til, at man i den kommende tid bakker op om forretningen eller melder sig ind i Røde Kors Lejre. Det er godt nok Røde Kors' hovedkontor, der står for at bevilge julehjælpen til de enkelte lokalafdelinger, men da godt en tredjedel af Røde Kors-butikkernes indtjening går til hovedkontoret, er det altafgørende, at der kommer penge i kassen lokalt.
- Det er butikken, der er vores primære indtægtskilde, og den har som bekendt været lukket ned i en del af året på grund af corona, så vi har hårdt brug for al den hjælp, vi kan få, forklarer Charlotte Scharling.
Julehjælp på egen krop
Den 56-årige næstformand har selv prøvet at modtage julehjælp, da hun som ung mor mistede sin mand. I dag lyder budskabet fra Charlotte Søren, at det ikke skal være forbundet med skam at bede om en håndsrækning, hvis man har problemer med at få enderne til at mødes i højtiden.
- Hvis man er ærlig og åben omkring den situation, man står i, så der kommer der også noget. Der er rigtig mange derude, der kan vil hjælpe, hvis du tør bede om hjælpen, lyder det.
Fredag den 4. december vil Røde Kors Lejre give besked til de ansøgere, der er udvalgt til at modtage julehjælp. I år er hjælpen et gavekort på 800 kroner til SuperBrugsen Hvalsø.
- Vi havde håbet, at vi kunne samle modtagerne til lidt æbleskiver og julehygge ved Røde Kors-butikken i Hvalsø, men det har desværre ikke været muligt på grund af sundhedssituationen, så vi nøjes med at udlevere gavekortene. Det bliver forhåbentlig anderledes til næste år, fortæller Charlotte Scharling.
Fristen for at ansøge om julehjælp hos Røde Kors i år er netop udløbet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her