1. december 2020
Maria og Stephen Christensen er frustrerede over Lejre Kommunes ageren i sagen om deres søn Peters manglende skolegang. Foto: Holger Vincents.
Maria og Stephen Christensen er frustrerede over Lejre Kommunes ageren i sagen om deres søn Peters manglende skolegang. Foto: Holger Vincents.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Maria og Stephens søn har ikke været i skole i tre år:- Kommunen svigter os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Maria og Stephens søn har ikke været i skole i tre år:- Kommunen svigter os
Lejre Lokalavis & Midtsjællands Folkeblad - 01. juli 2020 kl. 15:14
Af Holger Vincents

Kirke Såby: Maria Christensens stemme knækker allerede, før kaffekopperne er landet på spisebordet hjemme hos eksmanden Stephen Christensen.

- Tænk hvordan det må føles, at man ikke har en fremtid. At der ikke er noget til dig, siger den tydeligt berørte mor.

I de seneste tre år har Maria og Stephens 16-årige søn "Peter" ikke haft, hvad der bare minder om et normalt ungdomsliv med skolegang, venskaber og sjove oplevelser.

I stedet går dagene med at ligge i sengen på sit værelse, se Youtube og spille computer, når overskuddet vel at mærke er til det. Peter har atypisk autisme, hvilket påvirker hans evne til at være sammen med andre mennesker, ligesom han lider af depression og angst.

Tabt på gulvet

Peters situation og manglende overskud betyder, at han ikke selv har kunnet udtale sig til denne artikel, ligesom han ikke ønsker sit rigtige navn offentliggjort, hvilket dog er redaktionen bekendt.

Når Peters forældre alligevel vælger at stå frem, er det fordi, de med egne ord er "desperate". For troen på, at Lejre Kommune kan hjælpe med at få deres søn tilbage i skole er på nuværende tidspunkt ikkeeksisterende. I forbindelse med deres medvirken i denne artikel har Maria og Stephen Christensen dokumenteret deres udlægning via en række sagsakter, der tilsammen fortæller historien om et langstrakt forløb, hvor Lejre Kommune tilsyneladende foretager den ene kovending efter den anden. Uden at Peter af den grund er kommet tættere på noget, der bare minder om en normal skoledag.

- Vi er blevet tabt på gulvet mellem de forskellige afdelinger i Lejre Kommune, der ellers skulle hjælpe vores søn. Det har kommunen endda selv indrømmet over for os på et møde, fortæller Maria Christensen, der sammen med sin eksmand netop har klaget til Ombudsmanden over Lejre Kommune. Forældrene mener nemlig, at kommunen løber fra sit ansvar ved ikke at tilbyde Peter et relevant undervisningstilbud i forbindelse med sygdom. Et ansvar Undervisningsministeriet ellers indskærpede i et brev til samtlige af landets kommuner for bare et år siden.

- Vi vil Peter det bedste, og der er ikke mere tid, siger Stephen Christensen.

Ikke første gang

Og det er langt fra første gang, Lejre Kommune har store problemer med at hjælpe et barn med særlige udfordringer tilbage på skolebænken. I 2017 kunne DR således fortælle, hvordan kommunen ikke magtede at sikre et relevant skoletilbud til en niårig pige med autisme og problemer med skolevægring.

Dengang indrømmede kommunaldirektør, Inger Marie Vynne, at der var begået fejl i den pågældende sag, ligesom hun lovede, at kommunen fremadrettet ville ændre praksis, så forældrene i højere grad tages i ed, når det handler om, hvordan kommunen bedst hjælper børn i skolealderen med særlige behov og udfordringer.

I den aktuelle sag om Peters manglende skolegang har Lejre Kommune derimod afvist at stille op til et interview med Mediecentret. Kommunen henviser til, at sagen endnu ikke er afsluttet.

- Jeg kan ikke kommentere detaljerne i en personsag. Men det er klart, at vi i Lejre Kommune har et meget stærkt ønske om, at alle børn kommer i skole. Derfor er det dybt ulykkeligt, når vi og et barns forældre ikke er i stand til at finde en fælles løsning. Vi bestræber os altid på at give det tilbud, der bedst muligt matcher barnets behov. Jeg forventer, at vi meget snart kan finde en løsning, så drengen omsider kan komme tilbage i skole, siger kommunaldirektør Inger Marie Vynne i et skriftligt svar.

Sammenbrud udløste sygemelding

Historien om Peters problemer med sagsbehandlingstiden i Lejre Kommune begynder tilbage i vinteren 2017, hvor den dengang 13-årige folkeskoleelev får et psykisk sammenbrud efter en periode med omstruktureringer i sin 6. klasse på Kirke Såby Skole. Det udløser en sygemelding, og siden dengang har Peter ifølge familiens egen opgørelse kun modtaget omkring 30 undervisningstimer af Lejre Kommune.

- Vi mener som forældre, at der sket et totalt omsorgssvigt og systemsvigt af vores søn fra kommunens side, mener Maria Christensen.

Udredt i Roskilde

I kølvandet på sygemeldingen modtager Maria og Stephens søn kun sporadisk hjemmeundervisning af Kirke Såby Skole, og da Peters tilstand gradvis forværres, får forældrene i efteråret Lejre Kommune til at henvise deres søn til udredning på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Klinik i Roskilde. Diagnosen lyder på atypisk autisme i det sociale område, angst og depression.

På den baggrund tilbyder Lejre Kommune Peter at starte på specialskolen Plan B, der hører under Lejre Ungdomsskole. Tillbuddet viser sig dog hurtigt ikke at være det rigtige til Maria og Stephens dreng.

De fleste dage har Peter det for skidt til at overhovedet at komme ud af sengen, og når han endelig får rejst sig ved en ihærdig indsats fra sine forældre, må han som regel tage hjem fra skole igen efter mindre end en enkelt lektion. Tankerne og særligt angsten fylder for meget, når han sidder i klasseværelset.

Mor: Ufatteligt

Alligevel er Peter indskrevet i tilbuddet i over et år fra august måned 2018 til efteråret 2019. I den periode tilkendegiver flere af stedets medarbejdere mundtligt overfor forældrene, at Plan B ikke er den rigtige løsning for Peter. Lejre Kommunes særlige PPR-enhed, som har til formål at understøtte inklusionsindsatsen, foretager derimod ikke en opfølgning på, om tilbuddet har en gavnlig effekt på Peters udvikling.

- Det er helt ufatteligt, at kommunen ikke undersøger, om Peter får den rigtige hjælp, for det gør han tydeligvis ikke. Han havde og har brug for et tilbud, hvor der indgår behandling, sige Maria Christensen.

Kovendinger på stribe

Familien klager derfor til Center for Børn og Læring i Lejre Kommune i december måned 2019, og det bliver startskuddet på en serie af møder, hvor Lejre Kommune, ifølge referaterne, skifter standpunkt fra måned til måned.

I første omgang indkaldes Maria og Stephen Christensen til et møde den 19. december på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Klinik i Roskilde, der også har udredt Peter. På mødet, hvor en læge såvel som familiens faste sagsbehandler fra kommunen deltager, lyder konklusionen, at Peter ikke længere skal gå i specialskole.

Alle deltagere på mødet er derimod enige om, Peter bør tilbydes et dyrere dagbehandlingstilbud, hvor han i mindre rammer med færre børn kan få den fornødne hjælp til at håndtere sin diagnose og dens følgevirkninger. Det udkomme giver i første omgang håb hos Maria og Stephen Christensen, der øjner, at hjælpen kan være på vej til deres søn.

Optimismen lider dog et knæk allerede få uger senere på et nyt møde på Hvalsø Rådhus, hvor det til Maria og Stephen Christensen store forundring er Lejres Kommunes øverste chefer på henholdsvis skole- og socialområdet, der byder velkommen. Stik imod konklusionen på det første møde i Roskilde og de sundhedsfaglige eksperters anbefalinger, herunder familiens egen psykolog, er beskeden til forældrene nu, at Lejre Kommune alligevel ikke er parat til at tilbyde Peter dagbehandling.

- Hvorfor er vores sagsbehandler, som har siddet på et møde i Roskilde og sagt, at dagbehandling er den rigtige løsning, pludselig ikke tilstede på det næste møde, hvor cheferne til gengæld er mødt op for at fortælle os noget andet? Fordi det kun handler om én ting - økonomi, mener Stephen Christensen.

Stadig uden skole

I kølvandet på mødet på rådhuset tilbyder Lejre Kommune Peter en plads på en anden specialskole, og dermed et tilbud, der til forveksling ligner det, Peter tidligere har været tilknyttet på Plan B. Maria og Stephen Christensen vælger derfor at klage over sagsbehandlingen til borgmester Carsten Rasmussen (S), og så tager sagen en ny drejning.

Pludselig indvilger Lejre Kommune i at se på mulighederne for at sende Peter i det mere kostbare dagbehandlingstilbud. Dog med det forbehold, at det ikke er sikkert, at pengene kan bevilges.

Senest har kommunen så foreslået to konkrete dagbehandlingstilbud. Fælles for dem er dog, at de strider imod de sundhedsfaglige eksperters anbefalinger såvel som Peters og forældrenes ønske om et mindre tilbud i vante rammer. Familien har derfor afslået kommunens tilbud og i stedet selv peget på et konkret dagbehandlingstilbud i Hvalsø. Det har Lejre Kommune til gengæld afvist med henvisning til, at der ikke er plads.

Tilbage står Maria og Stephen Christensens søn fortsat uden udsigt til at komme tilbage i skole - tre år efter han meldte sig syg.

- Man har en forventning om, at når man betaler sin skat og bidrager til samfundet, så kan man også forvente at få den nødvendige hjælp, når man har brug for det. Men i stedet er vi blevet mødt af en mur. Det er utroligt rystende for os som forældre at opleve, hvor dårligt Lejre Kommune håndterer denne sag, siger forældrene samstemmende.

Tip os


mcred@sn.dk

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk