
Hvalsø: Som det fremgik på læserbrevssiderne i sidste uges avis, er en gruppe beboere på Skovvej og i det omkringliggende område godt trætte af den bom, som Lejre Kommune satte op i foråret.
Bommen betyder, at det siden april har været umuligt at køre i bil fra Ny Ringstedvej til Skovvej og omvendt, og det har, ifølge naboerne, betydet store trafikale problemer i kvarteret.
Derfor havde en del af de berørte borgerne sat Ivan Mott (EL), formand for Udvalget for Teknik og Miljø, stævne ved den uønskede bom fredag eftermiddag, hvor de i fællesskab overrakte udvalgsformanden 198 protestunderskrifter.
"Bommen har ændret trafikken i området markant. Det er blevet farligere at færdes både på selve Skovvej, men også nede ved Hvalsø Apotek", forklarede Hennings Orsholt, der bor på Skovvej og desuden stod bag sidste uges læserbrev.
Blev ikke orienteret
Ifølge de fremmødte ved fredagens seance, er det en lille gruppe naboer på Skovvej, der har ønsket bommen og derfor i sin tid henvendte sig til kommunen.
"Det er horribelt, at vi ikke blev orienteret. Var vi det, ville vi have haft mulighed for at gøre indsigelser, men i stedet måtte vi læse om projektet i avisen - det er slet ikke i orden", mener Hennings Orsholt.
Fredag eftermiddag beklagede Ivan Mott da også fremgangsmåden i forbindelse med beslutningen om at spærre Skovvej ved Ny Ringstedvej. En beslutning der er truffet på embedsmandsniveau.
"Vi har haft den til orientering i udvalget og nikket til den, men havde der været modstand mod bommen, er jeg sikker, at vi havde fået den til behandling. I den sammenhæng er det naturligvis ikke i orden, at de omkringliggende naboer ikke er blevet orienteret", medgav Ivan Mott (EL), der samtidig mindede om, at vejen kan blive genåbnet til foråret, når sagen skal behandles politisk.
"Der er tale om et forsøg, og alle forsøg skal som bekendt ikke nødvendigvis fortsætte", lød det fra udvalgsformanden.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her