27. september 2020
En nyt lokalplanforslag afslører, at udviklingen af Søtorvet er i fuld gang. En af idéerne er et nyt 1200 kvadratmeter stort Supermarked. SuperBrugsen Hvalsøs direktør vil dog ikke kommentere på, at Lejre Kommunes materiale er udstyret med et Aldi-logo. Affotografering af lokalplanforslag LK 79, Lejre Kommunes materiale.
En nyt lokalplanforslag afslører, at udviklingen af Søtorvet er i fuld gang. En af idéerne er et nyt 1200 kvadratmeter stort Supermarked. SuperBrugsen Hvalsøs direktør vil dog ikke kommentere på, at Lejre Kommunes materiale er udstyret med et Aldi-logo. Affotografering af lokalplanforslag LK 79, Lejre Kommunes materiale.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Afsløring: Her er forslaget til 2. etape af Søtorvet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Afsløring: Her er forslaget til 2. etape af Søtorvet
Lejre Lokalavis & Midtsjællands Folkeblad - 11. september 2020 kl. 11:31
Af Holger Vincents

Hvalsø: Flere butikker, en ny dagligvareforretning på 1200 kvadratmeter og cirka 35 nye boliger. Søvej flyttes, mens Skolevej bliver bilfri zone.

Det er hovedelementerne i et nyt lokalplanforslag til den længe ventede anden etape af Søtorvet i Hvalsø, som Mediecentret er kommet i besiddelse af.

Hvis forslaget bliver til virkelighed vil udvidelsen i runde tal øge centrets samlede butiksareal fra 2200 til 3800 kvadratmeter, mens boligkvadratmeterne vil vokse fra cirka 4200 til 7200 m2.

- Det har hele tiden været planen, at vi skulle i gang med 2. etape, men samtidig har der også været forskellige ting, der skulle falde i hak. Ikke mindst i forhold til den nye dagligvarebutik, fortæller Kim Kanstrup, direktør i SuperBrugsen Hvalsø, der også står bag udviklingen af Søtorvet.

Fakta: Søtorvets 2. etape
Mediecentret er kommet i besiddelse af et nyt lokalplanforslag for 2. etape på Søtorvet, som SuperBrugsen Hvalsø står bag.
  • Forslag til LK 79 giver mulighed for at opføre to nye bygninger parallelt med hinanden fra midten af parkeringspladsen ved Fakta og cirka 75 meter mod syd til SuperBrugsen Hvalsøs parkeringsplads.
  • Ifølge forslaget må de to nye bygninger opføres i to etager i maksimalt ni meters højde.
  • Den vestlige bygning bliver størst og skal både huse et nyt 1500 kvadratmeter stort butiksareal, herunder en ny dagligvareforretning, samt boliger. Den østlige bygning skal danne ramme om 3000 nye boligkvadratmeter.
  • Lokalplanforslaget vil desuden gøre Skolevej bilfri, mens Søvej flyttes tættere på Hvalsø Hallerne.


Kommunalbestyrelsen ventes at behandle forslaget i løbet af efteråret, hvorefter det skal i høring.
Kilde: Lokalplanforslag LK 79 og Kim Kanstrup.
Bedre sammenhæng

Kim Kanstrup har indvilget i at kommentere på Mediecentrets oplysninger for at undgå, at der på forhånd skal opstå misforståelser om lokalplanforslaget, som Kommunalbestyrelsen først ventes at behandle senere på efteråret, hvorefter borgerne skal høres om planerne.

- Vi tror på, at vi med etape to kan skabe en langt bedre sammenhæng i bymidten, hvor vi i langt højere grad binder øst og vest sammen, siger Kanstrup om de overordnede linjer i oplægget.

Holger Vincents

Ifølge lokalplanforslaget skal to nye bygninger opføres syd for det nuværende Søtorv. Affotografering af lokalplanforslag LK 79, Lejre Kommunes materiale.  


To nye bygninger

Af lokalplanforslag LK 79 fremgår det, at SuperBrugsen Hvalsø ønsker at opføre to nye toetagers bygninger parallelt med hinanden syd for Søtorvets eksisterende butikker og boliger.

Den vestlige bygning bliver den største af de to og skal ifølge forslaget skyde op på Faktas nuværende parkeringsplads. Her skal stueplanet sikre plads til ekstra 300 kvadratmeter butiksareal, mens yderligere 1200 kvadratmeter øremærkes til en ny dagligvareforretning.

Sidstnævnte får dermed plads et stenkast fra henholdsvis Fakta mod nord og SuperBrugsen mod syd, mens der på Holbækvej er mulighed for at klare indkøbene i Netto.

- Flere detailanalyser har peget på, at Hvalsø har kundegrundlaget til fire dagligvareforretninger, så spørgsmålet har ikke været om, men hvor den fjerde butik skulle placeres, forklarer Kim Kanstrup, der blandt andet henviser til en analyse af den lokale detailhandel, som Lejre Kommune har fået udarbejdet.

I lokalplanforslaget indikerer tegningerne af den nye dagligvareforretning desuden, at det er den tyske Aldi-kæde, der planlægger at slå dørene op i Hvalsø. Den detalje i afviser Kim Kanstrup dog at kommentere på.

I forhold til de øvrige kvadratmeter til nye forretninger, lyder meldingen fra Kanstrup, at flere såkaldte udvalgsbutikker er en god idé til trods for, at det suverænt største af de nuværende erhvervslejemål ikke har været optaget siden centrets åbning.

- At det pågældende lokale står tomt, er ikke et udtryk for, at vi ikke kan leje det ud. Det handler om, at de typer butikker, vi gerne vil have ind, er svære at tiltrække, før vi har gjort byggeriet færdigt. Man kan sige, det er et spørgsmål om hønen og ægget, lyder forklaringen.

Holger Vincents

I lokalplanforslaget indikerer tegningerne af den nye dagligvareforretning desuden, at det er den tyske Aldi-kæde, der planlægger at slå dørene op i Hvalsø. Den detalje i afviser Kim Kanstrup dog at kommentere på. Lejre Kommunes materiale.


Flere boliger

Direktøren fortæller samtidig, at der ovenpå de nye butiksarealer er planlagt mellem 10-12 ejerlejligheder, ligesom det er tilfældet oven på Fakta.

Og netop boligerne fylder mest i oplægget til etape 2 på Søtorvet. Bygning 1, som planlægges opført parallelt med Bygning 2 få meter længere mod øst på det nuværende grusareal, skal således huse yderligere omkring 25 private lejeboliger fordelt på stueplan og førstesal. Det betyder samtidig, at Kim Kanstrup ikke lægger op til at udvide de nuværende 47 almene lejeboliger på Søtorvet.

- Vores indtryk er, at behovet for almene boliger i Hvalsø er ved at være opfyldt, og derfor er vores forslag, at vi bringer den private sektor i spil, forklarer direktøren.

Billede

 

- Det har hele tiden været planen, at vi skulle i gang
med 2. etape, men samtidig har der også været
forskellige ting, der skulle falde i hak. Ikke mindst
i forhold til den nye dagligvarebutik, fortæller
Kim Kanstrup, direktør i SuperBrugsen Hvalsø,
der også står bag udviklingen af Søtorvet. Arkivfoto.

 


Parkering og vejføring ændres

Det er dog formentlig ikke kun potentielle lejere og erhvervsdrivende, der vil læse med, når Lejre Kommune er klar til at offentliggøre lokalplanforslaget. LK 79 varsler nemlig også ændringer for Hvalsøs trafikanter.

Først og fremmest lyder det i oplægget, at Fakta-parkeringspladserne uden tidsbegrænsning flyttes længere mod vest. Det vil samtidig betyde, at Søvej skal lægges tættere på Hvalsø Hallerne, så den i dag snor lige vej i stedet vil slå en bue udenom Søtorvet.

Derudover ønsker SuperBrugsen Hvalsø at lukke Skolevej for biler og i stedet skabe et rekreativt område med en gang- og opholdsareal, der skal forbinde Hovedgaden og Søvej. Idéen er at øge sikkerheden for skolebørn og andre bløde trafikanter. Til gengæld må SuperBrugsens kunder vinke farvel til parkeringspladserne nærmest forretningens indgang.

- Vi er selvfølgelig kede af at miste parkeringspladserne, men når vi lægger alle lodderne i vægtskålen, har vi alligevel vurderet at slutresultat bliver bedre, forklarer Kim Kanstrup.

Tip os


mcred@sn.dk

Har debatten om sexisme taget overhånd?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk