16. oktober 2021
Gavebordet var tæt pakket til tirsdagens reception, hvor indehaver Poul Bøje Nielsen sammen med sine ansatte kunne fejre, at Skoemagerkroen har rundet 500 år. Foto: Holger Vincents.
gallery icon

Se billedserie

Gavebordet var tæt pakket til tirsdagens reception, hvor indehaver Poul Bøje Nielsen sammen med sine ansatte kunne fejre, at Skoemagerkroen har rundet 500 år. Foto: Holger Vincents.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Fest skal der til: Kro runder utrolige 500 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Fest skal der til: Kro runder utrolige 500 år
Opdateret 15. september 2021 kl. 12:10
Lejre Lokalavis & Midtsjællands Folkeblad - 15. september 2021 kl. 11:58
Af Holger Vincents

Kirke Såby: Glade gæster, premiere på en helt ny bog og naturligvis masser af lækker mad.

Tirsdag eftermiddag inviterede Skoemagerkroen inden for til jubilæumsfest for at markere, at Danmarks suverænt ældste kongeligt privilegerede post- og diligencekro nu har passeret utrolige 500 år.

- Sådan en fest skal der bare til på en dag som i dag. Og alle de ansatte har fået fri, så de kan give den gas i aften, hvis de har lyst, fortalte kroejer Poul Bøje Nielsen, kort efter receptionen var gået i gang kl. 14.00. Her blev eftermiddagens festligheder indledt med tapas og et godt glas. Senere stod der rundvisning og underholdning på programmet.

Historisk bevidsthed

At Skoemagerkroen har sine rødder i det herrens år 1521 var ikke noget, der fyldte synderligt i Poul Bøje Nielsens bevidsthed, dengang han købte det faldefærdige spisested på Landevejen mellem Kirke Såby og Tølløse tilbage i julen 2017.

I dag sætter restauratøren dog en stor ære i stå i spidsen for en kro, der, udover at have udviklet sig til prisvindende gastronomisk samlingspunkt på Midtsjælland, er et sted, hvor mange historiske personer har sat sig til bords gennem tiden. Den danske dramatiker Holberg skrev eksempelvis sin udødelige komedie 'Jeppe på Bjerget' under et besøg på Skoemagerkroen tilbage i 1722.

- Det er en stor ære at være ejer af en kro, der er 500 år gammel, siger Poul Bøje Nielsen og fortsætter:

- Rigtig mange af gæsterne kommer selvfølgelig for at smage vores mad, men nogle kommer også for at høre og mærke den historie, der går helt tilbage til middelalderen, uddyber han om kroen, der i dag har godt 40 fuldtidsansatte på lønningslisten.

Jubilæumsbog frigivet

Den righoldige og brogede historie afdækkes i en helt ny bog 'Skoemagerkroen - 500 år på Bjerget', der fik sin formelle lancering ved tirsdagens reception.

Helt fra starten har ambitionen været at kaste lys over et halvt årtusindes lokalkulinarisk historie. Men også at åbne et vindue til nutiden. Ind til Poul Bøje Nielsens køkken. Det fortæller den lokale forfatter og journalist Ulf Joel Jensen, som har brugt to år på at skrive bogen.

- I baghaven ligger en gravhøj som vidner om, at der har været kultur her i mange år. Det har der været af én enkelt årsag: Man har kunnet få noget ud af området. Man har kunnet gå på jagt, man har dyrket grøntsager i ådalen. Man har fisket i Elverdamsåen. Der er en direkte kobling til dér, hvor kroen befinder sig i dag, fortæller forfatteren med henvisning til det fokus på lokale råvarer, Poul Bøje Nielsen dyrker i 2021.

Og hovedpersonen selv har spillet en central rolle i tilblivelsen af bogen. Både med sin indsigt i husets nyere historie i kombination med den perlerække af opskrifter, læserne også har mulighed for at kaste sig over.

- Det er fantastisk, at vi på en dag som i dag kan frigive den. Det har været et kæmpe stykke arbejde. Et arbejde der ikke kun er blevet til en kogebog, men et gastronomisk og historisk kulturværk om de sidste 500 år. Det er en symbiose, og det synes jeg er super fedt, siger en glad Poul Bøje Nielsen.

Travle tider

Kroejeren dvæler dog ikke mere ved fortiden, end at han på dagen for jubilæumsfesten først og fremmest smiler ved tanken om, at Skoemagerkroen netop nu oplever sin travleste periode til dato i Poul Bøje Nielsens tid bag kødgryderne.

- Jeg plejer at sige, at jeg lykkeligt har glemt alt om corona. Det passer måske ikke helt, men jeg mener, vi skal se fremad, for der er ikke noget ved at bruge tiden på at kigge i bakspejlet. Vi skal have skabt en masse liv og en masse glæde for vores gæster, lyder det.

Tip os


mcred@sn.dk

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk