
På mandag udviser de danske myndigheder Atcharapan »Mint« Yaungyai fra Køge til Bangkok. Men ingen vil hente den 13-årige pige i lufthavnen, og ingen forsørger venter hende i Thailand. Hendes biologiske far er lægeligt erklæret bipolar, og hendes moster - som hun tidligere har boet hos - vil ikke længere tage sig af pigen, skriver DAGBLADET.
Det sidste fremgår af en mailkorrespondance mellem Mints moster og hendes danske stedfar Frank Thøgersen dateret den 2. oktober 2018:
»Hi P Bed. The Danish government has decided that Mint cannot live with us here in Denmark, a stupid and ridiculous decision. We need you on Tuesday, 9.10.2018 to pick up Mint at Bangkok Airport, she will have to leave Denmark Monday 8th of October, I'm not sure about time yet. Can you do this? Best wishes, Frank,« skriver Frank Thøgersen.
Søsteren svarer:
»Hello Frank. Sorry, but this is not my problem. I cannot do that and I do not want to help anymore, I have moved back to Nong Mek and cannot help you take care of Mint. All this has to be solved in Denmark. I cannot help you more with Mint. Take great care of yourself.«
Nong Mek ligger i den nordøstlige del af Thailand - adskillige timers kørsel fra Bangkok. Og Frank Thøgersen forstår godt sin svigerinde, fortæller han til DAGBLADET:
- Hun siger, at det ikke er hendes problem - og det er det jo heller ikke. Men vi kan jo ikke stå inde for at sende Mint tilbage på den måde. Det er jo helt ude i hampen, siger en fortvivlet stedfar.
Udlændingenævnet ser i sin stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse i sagen helt anderledes på situationen - og heller ikke det forhold, at en lægeerklæring har dokumenteret, at Mints biologiske far har en bipolar lidelse, påvirker den 18 sider lange afgørelse, som DAGBLADET er i besiddelse af:
»Det anførte om, at Atcharapan Yangyais fader er bipolar, og at han kan blive sur og aggressiv overfor Atacharapan Yangyai, kan ikke føre til et ændret udfald, idet faderen antages fortsat at udgøre en omsorgsperson for Atacharapan Yangyai, ligesom det til sagen er oplyst, at Atcharapan Yangyai har en moster, to voksne søskende, en morfader, onkler og tanter i Thailand«, skriver nævnet, som dog har noteret sig faderens til tider voldelige adfærd:
»Det fremgår herudover, at baggrunden for, at Deres klient (Mints mor, red.) afbrød forholdet til Atcharapan Yangyais fader skyldes, at han var temperamentsfuld og vred, at han slog Deres klient, at han kunne være meget aggressiv over for Atcharapan Yangyai, at han i et enkelt tilfælde har slået Atcharapan Yangyai, at deres klient og Atcaharapan Yangyais fader aftalte, at Atcharapan Yangyai kunne være hos sin fader, da han i weekender var i stand til at kontrollere sit temperament, da han i disse situationer ikke var udsat for hverdagens pligter, at denne aftale blev videreført efter at Deres klient udrejste fra Thailand, og at Atcharapan Yangyai således aldrig har haft bopæl hos sin fader«, fremgår det af afgørelsen.
Andetsteds i afgørelsen konstaterer Udlændingnævnet imidlertid, at man ikke har fundet dokumentation for, at Mints far har været voldelig over for hende:
»Det anførte om, at Atcharapan Yuangyais fader har slået hende, kan ikke føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet det ikke ses at være dokumenteret,« lyder det ifølge DAGBLADET.
Familien modtog Udlændingenævnets afgørelse i forgårs. Den lægger stor vægt på vurderingen af tilknytningsforholdet. Og Udlændingenævnets endelige vurdering er, at grundlaget for, at Mint kan få en vellykket integration i Danmark ikke er tilstrækkeligt stærkt.
Dét, at Mint først i 2017 som 12-årig kom til Danmark er udslagsgivende for den vurdering.
»Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Atcharapan Yuangyai var 12 år på ansøgningstidspunktet, at hun er født i Thailand, hvor hun har opholdt sig siden sin fødsel og har haft hovedparten af sine formative år, at hun på ansøgningstidspunktet havde haft seks års skolegang, at hun taler thai og engelsk, og at hun har et familienetværk i Thailand, da blandt andre hendes fader, moster, morfader, onkler, tanter og to voksne søskende bor i Thailand«, skriver nævnet.
Udlændingenævnets afgørelse skaber ikke overraskende stor sorg, vrede og afmagt hos pigens familie i Køge.
- Jeg har lyst til at råbe og skrige, siger Frank Thøgersen til DAGBLADET og fortsætter:
- Min kone har givet op. Hun læser om thailandske piger, der bliver sendt til Thailand på stribe hver eneste uge, og hun er klar til at sende Mint af sted på mandag. Min kone har gået og frygtet det her endnu mere, end jeg har. Jeg prøver at få hende til at blive ved med at kæmpe til det sidste. Hvis Mint først kommer med det fly, får hun aldrig nogensinde lov til at vende tilbage til Danmark, frygter Frank Thøgersen.
Sidste chance for en ændring af sagens udfald er en indgriben fra Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V), men presseafdelingen i Udlændinge- og Integrationsministeret oplyser, at det ikke er muligt at få en kommentar fra ministeren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her