
Dagbladet B.T. bragte tirsdag et større interview med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Anledningen var de mange aktuelle sager om familier, der splittes, fordi børnene er udenlandske statsborgere og ikke kan blive familiesammenført og få opholdstilladelse i Danmark, fordi de vurderes til ikke at være integrerbare.
Herunder 13-årige Atcharapan Mint Yuangyai, der for tre uger sendt blev sendt ud af Køge og Danmark efter at være blevet udvist.
Inger Støjberg ser kun regelændringer med fremadrettet virkning for sig som en mulighed, hvis noget skal ændres, fortæller hun i førnævnte interview. Det betyder med andre ord, at sager som Mints ikke ser ud til blive taget op igen, i hvert fald hvis det står til ministeren.
DAGBLADET har bedt Inger Støjberg om et telefoninterview om sagen, men grundet en travl ministerkalender er det kun lykkedes at få skriftlige svar på et par spørgsmål. Avisen har spurgt, hvorfor eventuelle ændringer i reglerne ikke skal gælde med tilbagevirkende kraft.
Alt afhængig af hvad embedsmændene konkluderer, behøver ikke eventuelle justeringer alligevel ikke kun være med fremadrettet virkning, lyder det nu fra Inger Støjberg.
- Nu har jeg i første omgang bedt mit ministerium om at se nærmere på, om reglerne i deres nuværende form i alle tilfælde virker efter hensigten, og så må vi herefter se på, om der er behov for at justere reglerne. I så fald vil vi da skulle tage stilling til, hvornår eventuelle justeringer skal træde i kraft og have virkning fra, skriver Inger Støjberg i det skriftlige svar til DAGBLADET.
En række folketingspartier har ligeledes efterlyst gennemsyn af loven for at undersøge, om den virker efter hensigten. Dansk Folkepartis Martin Henriksen, formand for Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget, har desuden åbnet en dør på klem for, at der i særlige tilfælde kan laves undtagelsessager.
Derfor spurgte DAGBLADET Inger Støjberg til, hvad hendes holdning er til at lave undtagelsessager, som kan forelægges for udvalget i Folketinget.
- Sagerne behandles i dag af Udlændingestyrelsen i første instans med det uafhængige udlændingenævn som klageinstans. Jeg synes, at det er en god konstruktion, hvor sagerne behandles af kompetente myndigheder og i sidste ende med en dommer for bordenden i Udlændingenævnet, hvilket giver en retssikkerhed for den enkelte og en sikkerhed for, at sagerne bliver behandlet ens. Jeg stoler på, at myndighederne behandler sagerne helt efter reglerne, svarer Inger Støjberg skriftligt og vurderer dermed, at det ikke umiddelbart er en vej at gå set fra hendes synspunkt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her