13. august 2020
En aktindsigt i politiets rapporter rejser flere spørgsmål om, hvorfor et overfald mod en 67-årig mand under coronakrisen ikke skal for en dommer. Sagen er behandlet i overensstemmelse med enhver anden straffesag, svarer politiet. Foto: Jesper From
En aktindsigt i politiets rapporter rejser flere spørgsmål om, hvorfor et overfald mod en 67-årig mand under coronakrisen ikke skal for en dommer. Sagen er behandlet i overensstemmelse med enhver anden straffesag, svarer politiet. Foto: Jesper From
Foto: FROM
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Spørgsmål til politiet: Hvorfor skal vold mod 67-årig i coronatiden ikke for en dommer?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Spørgsmål til politiet: Hvorfor skal vold mod 67-årig i coronatiden ikke for en dommer?
Køge - 11. juli 2020 kl. 05:46
Af Katrine Wied
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den 18. april midt under coronakrisen blev en 67-årig mand slået bevidstløs i indgangsdøren til Aldi i Ølbycenteret, fordi han bad en anden kunde om at holde afstand. Sagen blev anmeldt til politiet, men efter at have efterforsket sagen og afhørt den 67-årige mand, gerningsmanden, som meldte sig selv til politiet, vidner og gennemset overvågningsvideo fra Aldi, afviste Midt- og Vestsjællands Politi at rejse tiltale og føre sagen til domstolene.

arrow Læs også: Politi og Statsadvokat modsiger hinanden i sag om corona-vold

Den 67-årige mand klagede over politiets afgørelse til Statsadvokaten. Statsadvokaten nåede til samme konklusion. Sagen skal ikke prøves for en dommer. Dermed er afgørelsen endelig. Straffesagen er lukket. Den kommer ikke for retten.

DAGBLADET Køge har efterfølgende søgt om aktindsigt i straffesagens dokumenter hos Midt- og Vestsjællands Politi. Denne aktindsigt blev givet ved, at journalisten kunne møde op på politigården i Roskilde og læse alle afhøringsrapporter af vidner, gerningsmand og den 67-årige forurettede mand igennem, se politiattesten fra skadestuen, se overvågningsfotos og anden fotodokumentation. Dette skete onsdag den 8. juli.

Herefter har DAGBLADET rejst følgende spørgsmål over for Midt- og Vestsjællands Politi. Spørgsmålene, der er sendt til anklagemyndigheden via politiets kommunikationsafdeling og til chefpolitiinspektør Lene Sørensen, bringes her i fuld længde.

Spørgsmål til Midt- og Vestsjællands Politi

DAGBLADET ønsker belyst, hvorfor denne sag ikke skal prøves ved en domstol med en tiltale for vold efter straffelovens §244, almindelig vold.

Hvorved adskiller denne sag sig fra de mange andre §244-voldssager, som rejses ved domstolene?

Overordnet betragtet er det en banal voldssag, hvor gerningsmand og forurettede har to forskellige forklaringer. Sådan er det i mange andre retssager om §244-vold. Der er overvågningsvideo, som viser forløbet op til slaget. Der er nogle vidner. Der er en navngivet gerningsmand. Der er en gammel mand, som brækker næsen.

Forurettede forklarer, at han er bange, fordi gerningsmanden følger efter ham og filmer ham med sin mobiltelefon. Den forklaring er støttet af overvågningsvideoen fra Aldi. Her kan man på billeder, som ligger i politiets sag, se, hvordan gerningsmanden går cirka to meter bag ved den 67-årige mand med mobiltelefonen i hovedhøjde, rettet med forurettede. Forurettede forklarer, at han skubber gerningsmandens hånd væk, da han griber fat i ham i indgangsdøren i Aldi. Derefter slår gerningsmanden forurettede i ansigtet med knytnæve, hvorefter den 67-årige mand falder bevidstløs om.

Skete under coronanedlukning

Optakten i sagen er nok så interessant. Det foregår 18. april 2020 under den strengeste corona-nedlukning. Optakten er en gammel mand, som beder en anden kunde i Aldi om at holde afstand, da han går meget tæt på. Kunden reagerer ved at blive grov, hoste den gamle mand i hovedet og sige "corona". Det forklarer forurettede.

Senere, da de begge står ved kassen, siger gerningsmanden:

"Du skulle kraftedme på Facebook som dagens coronafjols. Lad mig lige filme dig".

Det forklarer gerningsmanden selv, da han bliver afhørt af politiet. Det er noteret i afhøringsrapporten.

Gerningsmanden har en delvis erkendelse af det faktiske slag.

Hvorfor mener Midt- og Vestsjællands Politi, at det ikke er værd at få prøvet ved en domstol, at en opfordring i et supermarked om at holde afstand på grund af corona udvikler sig til vold?

Er det en skærpende omstændighed, at det foregår under corona-nedlukningen? Hvorfor skal en dommer ikke tage stilling til det?

Indiciekæde

Midt- og Vestsjællands Politi og Statsadvokaten giver to forskellige begrundelser for, hvorfor sagen ikke skal prøves ved en domstol.

Midt- og Vestsjællands Politi giver som argument, at der ikke er beviser nok til at kunne dømme en gerningsmand, og at ingen vidner har set selve voldsepisoden, der på afgørende måde underbygger den ene forklaring frem for den anden.

Hvorfor mener anklagemyndigheden, at den indiciekæde, som kan skabes på baggrund af overvågningsvideoen og vidner i Aldi, som har set optakten til slaget, ikke kan afprøves for en domstol?

Hvorved adskiller denne sag sig fra andre sager om 244-vold med indiciekæde og modstridende forklaringer mellem forurettede og gerningsmand, som når frem til en dommer?

Vidnet »L«

Statsadvokaten giver som begrundelse, at ét vidne har set selve voldsepisoden. Vidnet forklarer til politiet, at han har set forurettede slå med knytnæve i brystet på gerningsmanden, hvorefter gerningsmanden slår forurettede med knytnæve i ansigtet.

Troværdigheden af denne vidneforklaring er væsentlig, fordi Statsadvokaten henviser til straffelovens §248 om en slagsmålslignende tilstand, da man afviser at rejse tiltale i sagen. I §248 står således: »For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig formildende omstændigheder bortfalde.«

Vidnet »L« får således afgørende betydning for, om sagen skal prøves ved en domstol.

Vidnet »L« kommer til politiets kendskab, ifølge afhøringsrapporterne af gerningsmanden, fordi gerningsmanden under afhøringen af politiet fortæller, at man bør tale med »L«.

»L« bliver afhørt tre dage senere. Her benytter han nøjagtig de samme ord og formuleringer, som gerningsmanden, nemlig at gerningsmanden prikker forurettede på skulderen, hvorefter forurettede vender sig og slår gerningsmanden i brystet. Derefter slår gerningsmanden i refleks forurettede i ansigtet.

Men »L« bliver også spurgt af betjenten, der forestår afhøringen, hvorfor han kalder gerningsmanden ved fornavn, hvortil vidnet svarer, at de kender hinanden. »L« fortæller herudover, at han mener, at sagen er ude af proportioner, at gerningsmanden ikke skal meldes for vold og "Det gamle fjols havde fortjent det". Denne udtalelse er noteret i politiets afhøringsrapport.

Kan vidnets forklaring være noget, som er aftalt med hans ven, gerningsmanden? Hvorfor skal en domstol ikke vurdere til dette?

Hvorfor skal en domstol ikke forholde sig til troværdigheden af vidnet »L«?

Fejl i politirapport?

Et andet vidne er medarbejder i Aldi. Hun forklarer således i en afhøringsrapport:

"Afhørte forklarede, at anmelder/forurettede kom ind i forretningen en gang om dagen, og at han ofte købte små flasker med enten whisky eller vodka. Afhørte forklarede, at hun godt kunne genkende gerningsmanden ud for overvågningsvideoen, og at hun ofte havde set ham være en smule sur og temperamentsfuld, når han handlede i butikken."

Men forurettede fortæller i et interview med Dagbladet, at han ikke køber små flasker med spiritus. Forurettede fortæller videre, at Aldi-medarbejderen over for ham har givet udtryk for, at det er gerningsmanden, hun fortæller om, som dagligt køber små flasker med whisky eller vodka. Aldi-medarbejderen kender ikke forurettede og derfor heller ikke hans indkøbsvaner. Hun fortæller også, at hun ikke har fået mulighed for at gennemlæse eller underskrive sin forklaring til politiet.

Butikskæden Aldi har en generel politik om, at medarbejdere ikke må lade sig interviewe af pressen. Derfor har det ikke været muligt for Dagbladet selv at foretage interview af Aldi-medarbejderen.

Der kunne altså være tale om en skrivefejl i afhøringsrapporten, hvor det bliver skrevet "anmelder/forurettede" i første sætning af citatet, hvor der rettelig skulle have stået "gerningsmanden" i begge sætninger.

Citatet er væsentligt, fordi det giver et indtryk af, at det er en slagsmållignende situation i et drikkelag, og dermed en situation, som er omfattet af straffelovens §248. Den paragraf, som Statsadvokaten henviser til, da man afviser at rejse tiltale mod gerningsmanden.

Giver en mulig fejl i en politirapport anledning til, at Midt- og Vestsjælland vil genafhøre vidnet, Aldi-medarbejderen?

Politiet svarer

Efter at være forelagt DAGBLADETs spørgsmål, svarer Midt- og Vestsjællands Politi skriftligt.

- Jeg har fuld forståelse for, at episoden ved Aldi har været ubehagelig. Beviserne i straffesagen har været anklagerfagligt vurderet først af politikredsens jurister og derefter som følge af påklagen af statsadvokaten for København. Der er således to instanser, der har vurderet, at der ikke er tilstrækkelige beviser til at føre en straffesag ved domstolene, skriver chefanklager Helene Schrøder, Midt- og Vestsjællands Politi.

- Jeg kan ikke kommentere yderligere på den konkrete straffestraf, men kan henholde mig til, at denne sag er behandlet i overensstemmelse med enhver anden straffesag, hvor anklagemyndigheden konkret og objektivt vurderer styrken af de enkelte beviser, herunder vidneforklaringer og overvågningsvideo, skriver chefanklageren.

arrow 67-årig slået bevidstløs: Politiet sylter sag om corona-vold
30. maj 2020 kl. 05:25 Opdateret: kl. 15:29
arrow Corona-overfaldsmand fra supermarked har meldt sig selv
27. april 2020 kl. 13:48 Opdateret: kl. 13:48
arrow 67-årig bad kunde om at holde afstand - så blev han slået ned
20. april 2020 kl. 12:27 Opdateret: kl. 12:27
Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk