

Der var generelt nedslående nyheder til borgere på Strandpromenaden, Norgesvej og Sveasvej i Køge, da der i sidste uge var følgegruppemøde omkring anlægsarbejdet på Søndre Havn, fortæller Jeanette Hornuff fra Strandpromenaden 14 til DAGBLADET Køge.
På mødet blev beboere fra omkring 12 ejendomme orienteret om rapporten for de geotekniske undersøgelser i området ved et følgegruppemøde, der blandt andet havde deltagelse af borgmester Flemming Christensen (V), Teknik- og Miljøudvalget, forvaltningsmedarbejdere samt jurister og repræsentanter fra Køge Kyst.
Ifølge Jeanette Hornuff var beskeden til borgerne blandt andet, at der kan og givetvis vil opstå yderligere skader på ejendomme, samt at piloteringsmetoderne ved fremtidige byggerier ikke ventes ændret.
Tirsdag afholder Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget et ekstraordinært møde om byggeriet på Søndre Havn og den fremadrettede politiske kurs i sagen. En kurs, som hverken borgmesteren, TMU-formand Mette Jorsø eller SF's Torben Haack endnu ønsker at kommentere på. De vil derimod afvente mødets udfald.
Jeanette Hornuff er klar i mælet, når hun skal opsummere, hvad hun håber, at udfaldet af mødet vil være:
- Det kan løses, hvis man er indstillet på at vise mod. Vi føler, at politikerne og forvaltningen overser, at vi alle sammen har den samme interesse. Vi glæder os også til at blive en del af flot og ny bydel, og vi har en fælles interesse i, at det bliver til noget. Men nu har man muligheden for at træffe en anden beslutning, og det håber vi, at de gør, siger hun til DAGBLADET.
Med ovenstående henviser Jeanette Hornuff til, at man på følgegruppemødet ifølge hende fik at vide, at man ikke agter at kræve, at bygherrerne fremadrettet skal sikre, at entreprenørerne ændrer piloterings- og ramningsmetode.
Emnet behandles tirsdag politisk på den lukkede dagsorden under navnet »Paraplyplan for bygge- og anlægsaktiviteter på Søndre Havn.« Nærværende avis følger op på mødets udfald.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her