

Se billedserie
En god ide, der løfter de grønne ambitioner for Køge Kommune og fremtidens måde at udnytte ressourcerne på.
Roserne var mange, da virksomheden CP Kelco, lige uden for Køge, mandag morgen have minister Lars Chr. Lilleholt (V) til indvielsen af et nyt projekt, der udnytter overskudsvarmen fra den daglige produktion.
Her fik han en lille rundvisning i det nybyggede anlæg, der er koblet til fjernvarmenettet hos VEKS, så man kan sende den varme luft ud i radiatorerne i rundt regnet 2200 husstande fremfor op gennem skorstenen.
- I har sat prop i at fyre for gråspurvene og selvom de nu må fryse, så varmer det mit hjerte som Energi- Forsynings- og Klimaminister at indvie dette projekt, sagde han og fortsatte:
- Det her anlæg er det synlige bevis på en del af fremtidens varmesektor. Det er rigtig godt tænkt, at i på denne måde har udnyttet overskudsvarmen til en værdifuld ressource, der tidligere forsvandt op i luften, men som nu bliver til varme.
Hele projektet blev faktisk indledt med en undersøgelse af mulighederne for at sænke støjniveauet fra CP Kelcos køletårne. Dengang blev overskudsvarmen blæst væk af varmeblæsere, som afgiver en del støj. Frem for at bygge en støjmur fandt virksomheden og forsyningsselskabet dog ud af, at man kunne udnytte overskudsvarmen til produktion af fjernvarme. En idé, som nu er gjort teknisk mulig ved installation af varmevekslere og to industri-varmepumper.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her