

Se billedserie
Siden foråret 1973 har Køge Boldklubs klubhus været en hyggelig ramme om livet i fodboldklubben, men i takt med den omfattende udvikling i området, hvor både Køge Idrætspark og Hal 3 skyder op, er klubhuset blevet til overs.
Derfor rykkede nedrivningsmaskinerne ind på området tirsdag formiddag, og inden ugens udgang ventes de historiske rammer at være fortid, hvilket har fået mange af klubbens medlemmer til at lægge vejen forbi en sidste gang.
- Det er en ikonisk bygning for området, som gemmer på rigtig mange minder for folk. Mange har været forbi de seneste dage, og jeg tror også, at enkelte har knebet en lille tåre, siger Martin Jensen, der er forretningsfører i Køge Boldklub.
Klubhuset har både været rammen om oprykningsfester og den store fest efter DM-triumfen i 1975. Det var også her, ungdomsspillerne mødtes efter en kamp eller holdt overnatningsarrangementer, og der er holdt et utal af klubfester gennem tiden, lige som mange har brugt huset som ramme om alt fra fødselsdage til guldbryllupper gennem årene.
Den planlagte afskedsfest i januar måtte desværre aflyses på grund af coronarestriktionerne, men mange har i stedet sikret sig et minde fra klubhuset, som gennem den seneste tid er blevet tømt for billeder og andet indhold. Enkelte har endda sikret sig en af murstenene som minde.
- Det har været et vigtigt samlingspunkt for klubben. Nu må vi se, om vi kan bygge noget fællesskab op i andre rammer. Der må vi være kreative, og det kræver selvfølgelig også, at medlemmerne er med på det. Fællesskabet er en vigtig del af klublivet, siger Martin Jensen om det nye mødested, som bliver cafeteriaet i den nye halbygning. Det bliver et samlingspunkt for mange klubber.
I stedet for det gamle klubhus skal der nu anlægges en forplads for Køge Idrætspark på stedet. Køge Boldklub har i stedet fået kontorer på førstesalen i idrætsparken, mens klublivet altså fremover rykker over i den nye hal 3, når den bliver åbnet, og coronasituationen i øvrigt tillader det.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her