18. oktober 2018
Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen +45 20471567
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billeder: Festlig, flot og totalt imponerende nytårskoncert

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billeder: Festlig, flot og totalt imponerende nytårskoncert
Køge - 08. januar 2018 kl. 09:44
Af Lars Andersen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

KØGE: Indrømmet - jeg havde ikke de højeste forventninger til søndagens nytårskoncert i Køge Gymnasiums multisal:

Anne Dorte Michelsen - jo, jo. Jeg har da været til koncerter med Tøsedrengene - for mange år siden.

Og så med et hornorkester. Fra hjemmeværnet.

Men hold da op!
Hvor var det bare godt!

Det er skønt at blive overrasket og få sine knap så positive forventninger gjort til skamme, og det skal jeg da love for, at jeg fik i går.

Allerede fra de første toner af Kuhlaus ouverture til Elverhøj lød i salen, var det lige så soleklart som den smukke vinterdag udenfor, at Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde ikke bare er et »hornorkester«.

De gutter kan med dirigent Henrik Næser i spidsen spille en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste, og de er da også fuldt fortjent kåret til landets bedste hjemmeværnsorkester de sidste tre år i træk.

Elverhøj blev leveret med den hele rigtige pomp og pragt og bragte minder om den skønne scene i Olsen Banden.

Henrik Næser fik dirigeret hele salen på benene, da vi nåede til Kong Christian-delen af ouverturen, og så var vi ellers i gang.

Super solister
Orkestret var dårligt nok spillet varme, før man kastede sig ud i en slavisk fantasi, hvor Mikael Larsen brillerede med en fantastisk solo-kornet, der gjorde det næsten umuligt at forstå, at der faktisk er tale om amatør-musikere, der kun øver sammen én gang om ugen.

- Men det er jo dét, musikerne laver derhjemme mellem vores øveaftener, der virkelig tæller, som dirigent Henrik Næser sagde med et stort smil i pausen.

Inden vi nåede så langt, havde dagens hoved-solist også indtaget scenen, og Anne Dorte Michelsen både ligner og lyder som sig selv.

Hun indrømmede dog, at hun var i lidt uvante rammer på scenen i Køge.

- Men hvis I viste, hvor længe jeg har glædet mig til det her, sagde hun.

- At stå på den her scene - foran 40 mænd ... i uniform!

Anne Dorte Michelsen havde dog været tæt på at måtte aflyse på grund af problemer med stemmen, men den holdt heldigvis hele vejen, og så fik hun også fin hjælp og aflastning af Karen Beldring, der med kun to dages forberedelse trådte til som back-up sangerinde.

eDe to leverede sammen med det yderst veloplagte orkester fine versioner af blandt andre »Før eller siden«, »Jeg har lagt mine våben« og ikke mindst en forrygende calypso-udgave af den gamle Greenpeace-hymne »Vi kan ikke leve alene«.

Og jo - hjemmeværnets bedste »hornorkester« kan sagtens spille calypso.

bElsker messing
Anne Dorte Michelsen fortalte i pausen avisens udsendte, at hun tidligere har spillet med et mindre brassband, så det var trods alt ikke helt uvant for hende, at blive bakket op af blæsere.

- Jeg elsker simpelt hen messing, sagde hun.

- Det har en ganske særlig klang, og jeg foretrækker det faktisk ofte fremfor det klassiske symfoniorkester.

Derfor var hun også ekstra glad for, at stemmen holdt til koncerten.

- For to dage siden, kunne jeg overhovedet ikke tale, men det ville slet ikke have været til at bære, hvis vi skulle have aflyst.

Det blev så heldigvis ikke nødvendigt, og de 900 publikummer i den propfyldte multisal fik både champagnegalop og en ekstra tur »Ud under åben himmel« til at gå ud i den smukke vintersøndag på.

Tak til hjemmeværnet for en imponerende og - for mig - overraskende flot musikalsk oplevelse. Ingen tvivl om, at jeg gerne kommer igen til næste år - ligesom de 900 andre, der med garanti er klar til at jagte de eftertragtede billetter.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk