5. april 2020
Det er okay at blive skide træt af det hele inklusiv sin familie, det skal man ikke have dårlig samvittighed over, vi elsker dem jo alligevel, skriver sognepræst Charlotte Dybdahl Winther om hjemmelivet i corona-Danmark. Foto: Charlotte Dybdahl Winther
gallery icon

Se billedserie

Det er okay at blive skide træt af det hele inklusiv sin familie, det skal man ikke have dårlig samvittighed over, vi elsker dem jo alligevel, skriver sognepræst Charlotte Dybdahl Winther om hjemmelivet i corona-Danmark. Foto: Charlotte Dybdahl Winther
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Præsten: Vi holder modet oppe - fordi vi skal!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Præsten: Vi holder modet oppe - fordi vi skal!
Køge - 22. marts 2020 kl. 14:00
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk
Klumme

Journalist: "Præster er jo sådan nogle menneskekendere, sådan nogle der kender til livets op og nedture. Så kan du ikke skrive noget om, hvordan man holder modet oppe i en tid som denne?"

Præsten: "Øh jo, ja, joo... det kan jeg da nok godt prøve."

Og så sidder jeg her og skal skrive noget om, hvordan vi som mennesker holder modet oppe i en tid, hvor vi ikke må være sammen, men helst skal holde os på afstand af hinanden. Alt imens jeg skal hjælpe mine børn med alle de lektier, som skolen åbenbart mener, de sagtens kan nå nu, hvor de "bare" er hjemme med deres mor og far. Samtidig er min mand blevet lukket inde i kælderen, hvorfra jeg konstant kan høre hans stemme, fordi han hele tiden sidder i telefonmøder. Han bliver jo også presset af sine chefer, som skal have biksen til at løbe rundt. Og mit eget arbejde banker på med en masse mails og ønsker om skypemøder (som jeg forresten aldrig har prøvet, men allerede hader), for slet ikke at nævne vores hjem, der konstant ligner Jerusalems ødelæggelse, fordi ungerne roder (og det gør de voksne faktisk også) nu hvor vi er hjemme hele tiden.

Og børnene, der endelig er færdige med lektierne og nu keder sig og derfor mener, det er mor, der skal underholde dem, når nu far holder møde. Og "Ka' du ikke lige smøre mig en mad, mor?" "Hvorfor virker internettet ikke?" "Kan du ikke finde krea-tingene frem?" Og vi er endda kun få dage inde i den her Corona-ferie, som børnene kalder det og jeg er lige ved at skrige!

Jeg elsker mine børn og min mand og vores hjem, men for helvedet altså! (Og ja, præster bander også!) Hvis man så bare kunne mødes med en veninde og få brokket sig, men det er jo ret dumt at gøre, for vi skal jo helst bare blive hjemme.

Jeg bliver mere og mere bevidst om, hvor socialt et væsen jeg er, jeg har brug for at se andre mennesker, ikke bare på skype, men sådan rigtig se og være sammen med dem. Så jeg er lige ved at få pip og jeg har mest af alt bare lyst til at løbe langt, langt væk, men mon ikke jeg ville blive stoppet ved grænsen alligevel? Og så spørger den flinke journalist, om jeg ikke lige kan skrive lidt om, hvordan vi holder modet oppe? Jeg føler på ingen måde, at jeg er den rigtige at spørge. Nok er jeg præst, men jeg er også bare et menneske, som synes, den her tid er ret svær.

Jeg har forsøgt at lave et dagsskema til familien, så vi har nogle tider på, hvornår vi gør hvad. For eksempel fra klokken 9.00 til klokken 12.30 er det skoletid. Kl.15.00 skal vi gå en tur. Kl.16.00-17.00 har vi alenetid (Så mor lige får en times fred om dagen), samtidig bliver børnene inddraget mere i de daglige pligter. Det hjælper at lave lidt struktur på hverdagen. Mest af alt glæder jeg mig hver dag til kl.16.00.

Men derudover, så tror jeg, at vi holder modet oppe ved at sige til os selv, at DET SKAL VI! Vi skal holde modet oppe. Det bliver vi simpelthen nødt til. Der er ingen anden vej. Der er ingen, vi kan bebrejde for den situation, vi er i lige nu. Vi er alle taknemmelige for, at vores regering tager de skridt den gør, for vi ved godt, at det er for vores eget bedste. Og vi ved også, at det kun er i en periode, om den periode er lang eller kort, det ved vi ikke, men vi ved, at vi nok skal komme ud på den anden side på et tidspunkt. Vi ved, at vi skal være sammen igen og alt bliver normalt igen. Vi ved, at der er lys derude for enden af tunnelen. For lyset vinder altid over mørket. Og i mellemtiden så er det altså også okay, fra tid til anden, at bande lidt over det. Det er okay at blive skide træt af det hele inklusiv sin familie, det skal man ikke have dårlig samvittighed over, vi elsker dem jo alligevel. Men vi SKAL holde ud og vi SKAL holde modet oppe. Og vi bliver på en eller anden måde, hver især, med os selv nødt til at finde ud af, hvordan vi bedst gør det, fordi det SKAL vi.

Charlotte Dybdahl Winther
Sognepræst

Sct. Nicolai Kirke
Køge

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk