27. januar 2021
Marie Stærke er fredag valgt som ny næstformand for Socialdemokratiet, hvor hun afløser Frank Jensen på posten.
Marie Stærke er fredag valgt som ny næstformand for Socialdemokratiet, hvor hun afløser Frank Jensen på posten.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Portræt af ny næstformand: Gymnasiets politiske kravlegård formede Marie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Portræt af ny næstformand: Gymnasiets politiske kravlegård formede Marie
Køge - 13. november 2020 kl. 17:24
Af Anders Fallesen

Særligt én episode står stærkt i hukommelsen, når Marie Stærke tænker tilbage på dengang, hvor hendes retfærdighedssans og politiske instinkt for alvor blev vakt til live.

arrow Læs også: Køge-borgmester ny næstformand for Socialdemokratiet

Sammen med sin familie boede hun tilbage i 1996/97 et år på den grønlandske vestkyst i Sisimiut. Da hun en dag skulle til videoaften hos en klassekammerat, kom hun ind i det, som hun selv beskriver som et meget fattigt hjem med store fugtskader og anden slitage.

Det var en fantastisk hyggelig aften, husker Marie Stærke, men alligevel kunne hun ikke undgå at forlade huset med fornemmelsen af, at det var uretfærdigt, at der skulle være så stor forskel fra Sisimiuts bedsteborgere og ned til de mindst ressourcestærke på bunden af det grønlandske samfund.

Hun oplevede tydeligt forskellen på rig og fattig undervejs i det ene år i Grønlands næststørste by.

Da en 17-årig Marie Stærke året efter vendte tilbage til Danmark for at begynde i 1.G på Køge Gymnasium, skærpedes hendes politiske fokus. På intet tidspunkt var hun i tvivl om, hvor hun ville havne på den politiske skala, fortæller hun - DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom skulle være hendes nye hjemsted.

På Køge Gymnasium fandt hun mange ligesindede, men også rigeligt med modstandere, der altid var klar på en skarp diskussion om samfundsstrukturerne, ideologi, frihed, lighed og retfærdighed.

Den politiske kravlegård

Netop derfor er Køge Gymnasium blandt de tre lokaliteter, som borgmesteren selv har peget på, da DAGBLADET bad hende udpege tre steder i Køge Kommune. Tre steder, der har været med til at forme hende politisk såvel som personligt.

Ingen skal være i tvivl om, at Køge Gymnasium står hendes hjerte nær. Efter at have taget sine oplevelser og erfaringer fra opholdet i Grønland med hjem, blev hun mere socialt og politisk bevidst. Lighed, frihed, solidaritet og fællesskab blev grundpiller i hendes politiske værdisæt, og netop som statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udskrev valg i februar 1998, meldte Marie Stærke sig ind i DSU. Hun fandt, at både moder- og ungdomspartiet var de mest resultat- og konsensusorienterede.

Marie Stærke blev i dagligdagen stimuleret politisk på Køge Gymnasiums. Hun delte det, som hun i dag kalder et »nørdet skæbnefællesskab« med de mange DSU'ere, VU'ere og andre ungdomspolitikere. Det var en lærerig politisk kravlegård, de bevægede sig i, og flere i bekendtskabskredsen på tværs af partiskel fulgtes ad gennem de følgende år, husker Marie Stærke. Køge Gymnasium dannede den fysiske ramme om stedet, hvorfra hendes liv for alvor begyndte at forme sig i den retning, som hun senere skulle gå i.

Første politiske lykkerus opnåede hun, da hun som medlem af DSU's uddannelsesudvalg var med til at formulere et udspil om trivsel og samhørighed i gymnasiet. Nyrup-regeringen endte med at kopiere udspillet nærmest ord for ord og skrive det ind i regeringsgrundlaget, husker Marie Stærke.

- Det var fandme stort, konstaterer hun smilende.

Skimmelsvamp i Borup

I 2001 blev hun - første gang hun stillede op - valgt til Køge Byråd. Året før var hun blevet student, og den da 22-årige Marie Stærke var nu klar til at omsætte sine visioner til reelle beslutninger og handlinger.

I januar 2007, efter blandt andet at have været formand for Kulturudvalget i en periode, havnede borgmesterkæden »pludselig« om halsen på 27-årige Marie Stærke. Det skete få dage efter, at daværende borgmester, 54-årige Torben Hansen, på tragisk vis var gået bort efter få måneders sygdom.

Fra 17. januar 2007 stod Marie Stærke med det politiske ansvar for en kommune, der ved årsskiftet to uger forinden netop var blevet lagt sammen og nu bestod af de hidtidige Køge og Skovbo Kommuner.

Hurtigt fik hun sin sag for. Få dage efter hendes tiltræden kom skandalesagen med forurenet spildevand i drikkevandet, der straks skal vise sig at være både omfattende og udmarvende. Blot fem måneder efter tiltrædelsen venter den næste uforudsete gigantudfordring. I juni 2007 konstateres et massivt angreb af skimmelsvamp på Borup Skole. Den samlede regning skal siden vise sig at løbe op i 100 millioner kroner.

Kritisk, men god sag

Derfor har Marie Stærke udpeget Borup Skole som det næste af de tre steder, der har været med til at forme hendes liv og politiske karriere. For nok var spildevandssagen både grum og udfordrende for den helt nyvalgte borgmester. Men modsat denne sag var skimmelsvampsagen fra Borup ene og alene et kommunalt anliggende, hvilket tilførte et ekstra pres på byrådspolitikerne for at få problemet løst og skolen renoveret.

- Det var den første store kritiske, men også gode sag, jeg mødte i tiden som borgmester, siger hun, da vi sidder på en bænk i Borups skolegård.

Men hvordan kan hun betragte et så alvorligt angreb af skimmelsvamp som en god sag?

Fordi det tvang Køge Byråd til straks at agere, renovere, forbedre og videreudvikle Borup Skole, som med udbedringerne også fik tilført nye lokaler til både idræts- og kulturfaciliteter. Marie Stærke besøgte hurtigt skolen for at besigtige problemerne og forsøgte efter bedste evne at tage hånd om problemerne, fortæller hun.

Sagen var også lærerig for den unge borgmester i andre henseender. Det var her, hun første gang skulle lede et borger- og »krisemøde« med frustrerede forældre, som savnede handling og information. Fundet af skimmel kom knap fem måneder ind i det nye kommuneægteskab mellem Køge og Skovbo, og Marie Stærke mærkede en vis mistillid og utilfredshed fra Borupborgerne, som hun følte skulle se den 27-årige borgmester an.

- Men jeg oplevede det, som om at det blev et godt møde. Jeg forsøgte at være struktureret og lytte til deres bekymringer og give svar på alt det, som jeg overhovedet havde svar på og så lade andre relevante parter svare på det, jeg ikke kunne svare på, siger hun og fortsætter:

- Jeg lærte meget om processen med sådanne kritiske sager. Det kan godt være, at der er nogen, der vil sige, at »det kan vi ikke se i forbindelse med den aktuelle sag med Søndre Havn«, hvor der desværre også er mange problemer. Men sagen fra Borup lærte mig, at det er nødvendigt at tage tyren ved hornene og stille sig frem og tage ansvar, siger hun.

Byens hjerte

Knap 18 kilometer øst for Borup ligger et sted, der både i barndom, ungdom og voksenlivet har haft en enorm betydning for den snart 40-årige Køgeborgmester.

Og hun kender efterhånden hver en krog af det, som var det hendes egen bukselomme.

Torvet.
I løbet af blot to minutters let gang hen over det brostensbelagte middelaldertorv standses Marie Stærke af fire personer, der lige vil spørge til vind og vejr.

Hun oplever da også Torvet som en dybt forankret og samlende kraft for køgenserne. Således også for hende selv. Det er en stor del af hendes og byens identitet, og derfor har hun valgt netop Torvet som det sidste af de for hende tre vigtigste steder i kommunen.

Det er her, hun møder gamle klassekammeraters forældre, det var her, hun gik i byen på diskotek Ritz, og det er her, hun nyder at gå til torvedag, Køge Festuge og meget andet.

Torvet spillede da også en lille rolle i hendes allerførste politiske valgkamp.

- Jeg satte min stakkels mor til at bage tusinde pizzasnegle, og så stod jeg ellers klar en kold novemberaften ude foran Ritz og delte dem ud til alle de unge, der kom ud fra diskoteket, fortæller hun leende.

- Det var måske ikke den største succeskampagne, jeg førte dengang, konstaterer hun smilende om den valgkamp, der nu alligevel endte med, at hun blev valgt til Køge Byråd.

Her har hun tænkt sig at fortsætte sit arbejde en rum tid endnu, såfremt vælgerne viser hende tillid til hvervet. For det er i høj grad de politiske visioner og opgaver rundt i Køge Kommune, der har været med til at forme, modne og udvikle Køges borgmester.

Artiklen blev bragt første gang i forbindelse med Marie Stærkes 40 års fødselsdag i august 2019.

arrow Kæmpe billedserie: Se Socialdemokratiets nye næstformand
13. november 2020 kl. 19:54 Opdateret: kl. 19:54
Aftalepartier holder fast i, at biler skal kunne konfiskeres ved farlig kørsel - uanset om føreren ejer bilen. Er det en god idé?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk