25. oktober 2021
Sunny Stargaard var en del af Salon Køge Spiller Igen i Ejby Forsamlingshus torsdag.
gallery icon

Se billedserie

Sunny Stargaard var en del af Salon Køge Spiller Igen i Ejby Forsamlingshus torsdag.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pludselig var publikum en del af showet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pludselig var publikum en del af showet
Køge - 10. oktober 2021 kl. 12:17
Af Tekst og foto: Anders Holt

Ejby Forsamlingshus lagde torsdag aften plads til en lidt speciel måde at opleve musik.

Man køber en billet og får fire koncerter på samme aften. Men man ved ikke, hvem der spiller i hvilken rækkefølge. Der bliver trukket lod ude backstage.

- På den måde bliver I tvunget til at blive siddende og hører måske noget, I normalt ikke ville have købt billet til. Så I kan ikke bare komme og gå, som I vil, siger arrangør Anders Ørsager til de omkring 100 mennesker i salen, før musikken går i gang.

På den måde håber han at åbne døre til nye oplevelser for publikum.

Men han har også lavet Salon Køge Spiller Igen som et fællesskab, hvor publikum inviteres til at deltage ved bagefter at snakke med kunstnerne om musikken.

Det kan handle om tekster eller tekniske ting. Eller noget helt tredje. Og musikeren kan spørge, om der for eksempel er noget, publikum sidder tilbage med uden svar på eller har af gode råd til musikeren selv.

Men det handler også om, at kunstnere, der normalt ikke ville spille samme sted samme aften, møder hinanden.

- Da jeg startede med at spille musik for mange år siden, var der et netværk i Køge. Og det synes jeg ikke, der er længere. Så det vil jeg gerne skabe igen, siger Anders Ørsager om en lille del af idéen med Salon Køge Spiller Igen.

Han bor selv i Køge, spiller musik og underviser i musik og sang. Men han vil også gerne udbrede amatørmusikken og give flere mulighed for at komme ud og spille.

Og udover at han også er mentor for flere af aftenens kunstnere, har han nu også inddraget publikum.

- Jeg vil lave et samtalerum - en kultursalon - hvor man snakker om oplevelserne. Så det er ligesom indbygget, at publikum snakker med artisterne. Det her er også et prøverum, hvor en musiker for eksempel kan finde ud af, hvilket af tre numre, publikum synes, er det bedste.

- Der er mange spørgsmål, når man går til koncert. Både blandt de optrædende og blandt publikum. Og her har alle mulighed for at få nogle svar, siger Anders Ørsager.

Lærer af hinanden

I Ejby Forsamlingshus var det fire meget forskellige shows af hver en halv time, publikum betalte for. Og der blev trukket lod om rækkefølgen de skulle spille i.

Det er anden gang, der er Salon Køge Spiller Igen. Sidst var det i Lidemark Forsamlingshus. Næste gang i Køge Bilhus.

- Det fungerer! Og folk er nysgerrige på det. Og jeg håber også, at flere af dem som gerne vil ud og spille, henvender sig, siger Anders Ørsager.

Ejby Forsamlingshus bød på så forskellige optrædener som singer-songwriteren Sunny Stargaard, hvis ærlighed og følelser i den grad spiller igennem. Der var de fire erfarne herrer i Good Times Band, som havde Creedence Clearwater Revival og Beatles med, men som åbnede deres halve time med en af Johnny Madsens sange. Bagefter skruede bandet Fusia gevaldigt op for farten med deres engelsksprogede diskopop og danseenergi, som kunne få folk op ad stolene. Og til sidst overtog kvindekoret Kvinderne! fra Køge Musikaftenskole salen med deres egne versioner af nyere kendte popsange, som altid kun er max ti år gamle.

For alle kan blive en del af Salon Køge Spiller Igen. Hvis man altså bare lige har en eller anden relation til Køge Kommune.

- Man kan bare finde os på Facebook. Alle er velkomne. Om vi så sammen skal finde en eller anden måde at knytte musikken til Køge på, for at folk kan være med, griner Anders Ørsager til publikum halvvejs gennem aftenen. Men man skal vist helst have noget med Køge at gøre.

En af aftenens kunstnere, Sunny Stargaard, er selv ret ny på en scene. Det er ikke mange måneder siden, han besluttede sig for at stille sig frem med både guitar og klaveret foran et publikum.

- Jeg synes, det var er en god oplevelse det her. Jeg får en mulighed for at fortælle om mine sange. Men jeg får også noget tilbage om mine sange - fra andre, siger han.

Det er dog ikke sikkert, han laver sig meget drastisk om efter sådan en aften, pointerer han.

- Der var for eksempel én i publikum, som sagde, hun gerne ville se mig spille igen, men at hun savnede et band bag mig. Men jeg svarede hende, at jeg føler, at mine sange kun er mine, og at jeg ikke er klar til at dele dem med andre musikere. Men at høre hvad folk synes, er interessant. Det får mig til at reflektere over tingene. Så jeg kan bruge meget fra det her samtalerum i min læringsproces.

- Sådan en salon gør også, at det kommer til at handle meget mere om musikken. Ikke så meget om, om man har rundsave på albuerne og følgere nok på de sociale medier. Her er dét skrællet fra og det handler om kunsten. Det passer sådan en som mig meget bedre, siger Sunny Stargaard.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk