

Se billedserie
Nede i kælderen under et af kongerigets ældste huse sidder Opfindernissen og glæder sig til den kommende højtid.
Den store opfinderbog står fremme på bordet, og på hylderne kan man finde krukker med alt fra hviskepulver og glædestårer til edderkoppespind og lommeuld.
Det er her Opfindernissen holder til i hele december - men han gemmer sig, når der kommer folk på besøg.
- Hvis man er heldig kan man måske høre ham pusle et sted i rummet, hvisker bibliotekar Jacob Kobbernagel, da han viser ned i det stemningsfulde rum under Køge Børnebibliotek. Her er døren åbnet til Opfindernissens værksted, så man kan gå på opdagelse i de sjove og spændende ting den gamle kælder rummer.
- Han har et rigtig godt hjerte og han vil gerne skabe noget julestemning og glæde i højtiden. Han er bare tit lidt uheldig, fortsætter han som introduktion til den historie, biblioteket bringer til live i kælderen.
Den ligger i Kirkestræde, under Danmarks ældst daterede bindingsværkhus, opført i 1527. Den gamle kælder har indtil for relativt nyligt kun været åben for gæster ved særlige lejligheder. Nu kan man opleve rummet hele december måned, hvor det er omdannet til nissens værksted.
- Med de her rammer kan man virkelig skabe nogle fede ting, og publikum plejer at være ret begejstret, bemærker Jacob Kobbernagel.
Kælderen er åben i bibliotekets betjente åbningstid fra den 1. december til den 23. december. Dog lukkes kælderen 15 min før bibliotekets lukketid.
På hverdage er der åben fra kl. 10.00 til kl. 16.45.
På lørdage er der åben fra kl. 10.00 til kl. 12.45.
På søndage er der lukket.
Der må højst være fem personer i kælderen ad gangen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her