
Det er langt fra alle forældre, der er tilfredse med sagsbehandlingen på familieområdet i Køge Kommune. Det viser en ny tilfredshedsundersøgelse, som Megafon har udarbejdet for kommunen.
Ud af 275 adspurgte forældre til børn med en handicap- eller socialsag hos Familiecenter Køge har 113 - svarende til 41 procent - svaret, at de enten er »utilfredse« eller »meget utilfredse« med den overordnede behandling af deres sag. Derimod er 40 procent enten »tilfredse« eller »meget tilfredse« med sagsbehandlingen.
Resultatet overrasker ikke formanden for Børneudvalget i Køge Kommune.
- Vi er ikke overraskede over, at der er en del, som er utilfredse. Det var vi forberedt på. Jeg er faktisk overrasket over, at det ikke er flere, siger Pernille Sylvest (S), der samtidig erkender, at situationen skal forbedres, så borgerne bliver mere tilfredse.
Hos Børns Vilkår roser man i første omgang Køge Kommune for at have sat gang i undersøgelsen som en af de få kommuner landet over, men organisationen mener også, at der er plads til forbedring.
- Der er ingen tvivl om, at det tyder på, at der et potentiale for forbedring. Men det skal med, at de nu er gået i gang, for tallene giver ikke grund til at hvile på laurbærene, fastslår Rasmus Kjeldahl, der er direktør for Børns Vilkår.
Læs hele historien om de sårbare familiers utilfredshed i lørdagens udgave af DAGBLADET Køge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her