3. august 2021
Hotel Niels Juel kan nu - når Covid-19-situationen og efterdønningerne heraf en dag tillader det - sætte gang i en udvidelse, så hotellet i fremtiden kan rumme 100 værelser mod de nuværende 51. Det kræver en ny tilbygning, der bliver 15 meter høj. Foto: Anders Fallesen
Hotel Niels Juel kan nu - når Covid-19-situationen og efterdønningerne heraf en dag tillader det - sætte gang i en udvidelse, så hotellet i fremtiden kan rumme 100 værelser mod de nuværende 51. Det kræver en ny tilbygning, der bliver 15 meter høj. Foto: Anders Fallesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Niels Juel får grønt lys til udvidelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Niels Juel får grønt lys til udvidelse
Køge - 25. juni 2021 kl. 05:52
Af Anders Fallesen

Et politisk flertal vender nu tommelfingeren op, så Hotel Niels Juel på sigt kan opføre en tilbygning og udvide fra de eksisterende 51 værelser til 100.

Det sker, efter at projektet både har været gennem hele tre høringsfaser, og håbet er nu, at alle elementer vedrørende parkering, skyggeindfald, støj og andet er tilstrækkeligt belyst.

En række naboer samt SF, DF og EL er imidlertid ikke helt overbevist om, at det er tilfældet. Særligt byggehøjden, der er sat til 15 meter, mod de ellers gængse 12,5, har været genstand for uenighed. Adskillige beregninger omkring skyggeindfald har derfor været nødvendige undervejs i arbejdet med lokalplanen og høringsfaserne.

SF, DF og EL endte med at stemme imod lokalplanen, og DF henviste desuden til, at man ikke mener, at udvidelsesplanerne for hotellet rummer tilstrækkeligt med parkeringspladser.

Øgede turismemuligheder

Omvendt var et stort politisk flertal bestående af S, V, K, RV og LA fortrøstningsfulde omkring udvidelsesplanerne. Fra borgmester Marie Stærke (S) lød det på byrådsmødet tirsdag aften:

- Jeg skal indrømme, at jeg simpelthen er så glad, for vi mangler virkelig hotelværelser. Det er rart at se, at der er nogen, der har mod på at udvide sit hotel her i halen på Covid-19 med henblik på at få flere værelser. Så der er endnu flere, som kan nyde vores skønne by, sagde borgmesteren, hvis parti særligt henviste til mulighederne for øget turisme og flere erhvervsaktiviteter, da man godkendte lokalplanen.

K-gruppeformand Thomas Kampmann er også rolig ved tanken om, at alle potentielle faldgruber nu er undersøgt og redegjort for.

- Det er vurderingen, at den øgede byggehøjde ikke giver boligerne på den modsatte side af Toldbodvej væsentlige gener, hvilket klart underbygges af de tilhørende skyggediagrammer. Og den vurdering tilslutter Konservative sig, sagde Thomas Kampmann, som også noterede sig, at der er udtrykt bekymringer i høringssvarene for trafikafvikling og parkeringssituationen.

- Det vil vi selvfølgelig holde nøje øje med i fremtiden, men alt i alt er det en fornuftig og gennemarbejdet lokalplan, der har været igennem møllen et par gange, sagde han.

Frygter parkeringskaos

Bent Sten Andersen og Dansk Folkeparti forudser derimod problemer med en parkeringsnorm på 0,5. Det er en af grundene til, at hans parti ikke bakker op om lokalplanen.

- Vi stemmer imod grundet forholdene omkring byggehøjden på 15 meter og manglen på parkeringspladser. Vi tror simpelthen ikke på, at folk tager toget til Køge, trækker deres kuffert hen på Niels Juel og sidder der weekenden over uden at have brug for en bil. De kommer selvfølgelig i bil. Så derfor er vi i gang med at skabe et problem for beboerne i området, som vi kommer til at forholde os til i fremtiden, sagde Bent Sten Andersen.

Han slog dog fast, at man »gerne vil give lov til at udvide hotellet, men at det skal gøres på den rigtige måde.«

Tidligere i processen har det fra hotellet selv lydt, at mange af gæsterne ankommer i busser, hvorfor der ikke ansås at være behov for et stort antal ekstra parkeringspladser.

Og med den endelige vedtagelse af lokalplanen, mere end et år efter at processen begyndte, er rammerne altså nu på plads til den dag, Hotel Niels Juel måtte ønske at udvide med en ny tilbygning.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk