
Venstremanden Ken Kristensen skal i dag forsøge at tale Mints sag over for udlændingeminister Inger Støjberg. Det oplyser han til DAGBLADET.
Håbet er at få ministeren til at gribe ind, så Mint får tre måneder mere i Danmark, og at få Udlændingenævnet til at se på sagen en gang til.
- Vi må håbe, at vi kan få Udlændingenævnet til at udskyde udsendelsen og gennemgå sagen endnu engang. Alternativt må vi se på, om der er andre instanser at gøre brug af. Som jeg forstår det, er der lidt ændrede forhold i sagen i forhold til pigens muligheder i Thailand. Jeg har senere i dag en drøftelse med ministeren. Som udgangspunkt forventer jeg ikke, at hun kan blande sig i Udlændingenævnets procedurerer, retningslinjer eller afgørelser. Det vil nemlig kunne danne præcedens for andre lignende sager,hvis hun gjorde. Hun har dog, som det forstående og empatiske menneske hun er, indvilget i at lytte til historien, og det er vigtigt, siger Ken Kristensen, der er medlem af Køge Byråd for Venstre.
Mints familie har henvendt sig til Venstre-politikeren for at få hans hjælp, og han har besøgt familien flere gange i deres hjem.
- Først og fremmest vil jeg sige, at det er en sag, jeg tror, berører os alle. Det er en sag, hvor man bliver følelsesmæssigt berørt. Jeg har haft fornøjelsen af at møde familien flere gange i Køge. Jeg oplever en arbejdsom, smilende og velintegreret familie med kærlighed til Danmark. Derfor gør det også ekstra ondt, når man oplever denne umiddelbare uretfærdighed, siger Ken Kristensen.
Han peger på, at den lov, der blev indført i 2004, ikke var møntet på børn som Mint.
- For år tilbage strammede man familiesammenføringsreglerne, fordi der var alt for mange, der misbrugte systemet til at få personer hertil, der ville udnytte systemet og ønskede at leve af Danmarks velfærdssystem uden at bidrage. I det store billede gjorde det jo, at vi fik færre penge til vores ældre, børn, sygehusvæsen med videre. Det var ikke rimeligt. Så for at få lukket disse smuthuller, strammede man lovgivningen markant. Det går nu tilsyneladende ud over en stakkels pige, som i kontrast til de førnævnte gerne kan, vil og ønsker at bidrage til Danmark, siger Ken Kristensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her