18. september 2021
Byens borgere hyldede i går deres meget populære postbud. Foto: Torben Thorsø
gallery icon

Se billedserie

Byens borgere hyldede i går deres meget populære postbud. Foto: Torben Thorsø
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Landets sødeste postbud ramt af lovestorm

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Landets sødeste postbud ramt af lovestorm
Køge - 23. juli 2021 kl. 12:27
Af Torben Thorsø

»Han er en solstråle - selv i gråvejr« og »Vi har verdens bedste postbud her i byen«.

Det var bare nogle af de positive reaktioner Sandra Eriksen fik, da hun på en lokal facebookgruppe bemærkede, at det da var et ualmindeligt smilende, venligt og imødekommende postbud hun, efter at være flyttet til byen, har stiftet bekendtskab med.

Det udviklede sig hurtigt til en regulær »lovestorm«, hvor flere hundrede mennesker gav udtryk for, at det lokale postbud i Herfølge spreder stor glæde og en meget positiv stemning, når han tager rundt på sin rute.

På den baggrund foreslog hun, at man måske kunne smide en 10`er eller lignende i puljen og så ville hun sørge for at købe et gavekort og overrække det til postbudet, med et par ord om den forskel han gør for rigtig mange mennesker i hverdagen.

På ganske kort tid blev det til 3500 kroner - og gavekortet blev udvidet til også at omfatte en kurv med alskens gode ting til en hyggelig stund.

- Det gik jo helt amok, fortalte hun med et smil, da hun torsdag eftermiddag havde læsset det hele på en festligt pyntet sækkevogn og sammen med sine to børn var på vej til at overrække gaven.

Her fortalte hun, hvordan hun selv havde stiftet bekendtskab med postbudet:

- Vi flyttede til Herfølge for to år siden og lige fra første færd var det helt utroligt, hvilket smil man blev mødt med at det lokale postbud, siger hun og fortsætter:

- Hver gang man møder ham, så er det med et stort smil, vinkende arme og et blik direkte i øjnene på én - og sådan er der altså åbenbart rigtig mange, som har det. Derfor synes jeg bare, at han fortjener en lille erkendelse, for vi skal hylde dem, der gør noget ud over det sædvanlige. Det kræver overskud og en beslutning om, at man gerne vil være sådan. Det synes jeg er sejt.

Hun fortalte også, hvordan hun nede i den lokale butik havde sagt, at hun skullle have nogle ting til et meget smilende postbud.

»Det kan kun være Michael«, lød svaret straks fra ekspedienten.

På facebooksiden »Herfølges opslagstavle« gav mange også udtryk for, at det kun kunne være ét helt bestemt postbud:

»Hele dagen bliver bare så meget bedre når jeg har mødt Michael på min vej. Han gør så meget mere end man kan forestille sig, bare ved at smile og vinke, som han altid gør. Mange kunne lære af dét. Tak for dig, Michael«

Da klokken viste et par minutter over fem fik Sandra Eriksen så lejlighed til at overdrage herlighederne til Michael Toxværd Madsen, på vegne af alle de lokale borgere i Herfølge.

Det skete med et par ord om, hvilken glæde hans positive tilgang skaber for dem han møder på sin vej:

- Jeg tror slet ikke, at jeg fik smilet tilbage, de første gange jeg mødte dig, af ren og skær overraskelse over din hjertelighed. Som Gnags synger, »så går vi danskere rundt, lidt diskrete for ikke at anstøde nogle«. Hvor er det trist, for det her lille opslag, som endte med at blive kommenteret af over 200 mennesker, viser, hvor meget vi har brug for at det skal være anderledes. Vi har brug for smil, vi har brug for glæde - vi har brug for at nogle ser os i øjnene og bekræfter os i at vi findes og at vi er positive vidner til hinandens liv. Tak for den kærlighed, du har vist os alle sammen. Du skal hyldes for at være den du er. Du giver os alle sammen så meget og jeg er sikker på, at vi i Herfølge vil lade os inspirere og smile endnu mere til hinanden.

Det var tydeligt, at det populære postbud var meget overvældet af den fine gestus fra de lokale borgere og han havde svært ved at sætte ord på taknemmeligheden.

- Jeg har ellers ry og rygte for at bruge alt for store ord, men der er ikke noget, der dækker det her. Det er ubeskribeligt, lød det fra Michael Toxværd Madsen, der lige skulle samle sig lidt før han alligevel gjorde et forsøg på at forklare, hvad der får ham til at udvise så stort et overskud og godt humør:

- Det bedste her i livet er netop gode venner, familie og så alle de dejlige mennesker, men møder på sin vej. Man er jo bare skide heldig, hvis man får lov til at lave det, man allerhelst vil og få lov til at gøre andre mennesker glade. Det giver så meget tilbage.

Ved overrækkelsen var der også mødt et par naboer op med en kærlig advarsel:

- Den dag du stopper med at vinke til mig, så bliver jeg altså sur på dig.

- Det kan vi jo ikke have, så jeg må hellere fortsætte, lød det med et smil fra »verdens sødeste postbud«.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk