
Den 60-årige Charlie Danny Jørgensen fra Køge er netop blevet idømt lovens strengeste straf for at slå en 37-årig kvinde ihjel. Onsdag dømte Retten i Roskilde manden til tidsubestemt forvaring.
Drabet fandt sted den 8. august 2017 i gerningsmandens lejlighed i Hastrupparken i Køge. Charlie Danny Jørgensen kendte ikke kvinden i forvejen, men de tog hjem til hans lejlighed tilsyneladende i forbindelse med et sexkøb. Her blev kvinden bundet fast til mandens seng ved hjælp af nylonstrømper og et klatre-reb. Begge dele var bundet omkring kvindens hals, krop, arme og ben. Den efterfølgende obduktion viste, at kvinden var død af kvælning ved omsnøring af halsen, muligvis kombineret med, at manden har kværket hende.
Med dommen følger en enig domsmandsret anklagerens krav om en tidsubestemt fængselsstraf. Anklager Annette Ahm lagde særlig vægt på voldsomheden, som den 60-årige mand havde udvist.
- Hun var bundet på en sådan måde, at det ikke var muligt for hende at gøre modstand. Hun var et værgeløst offer. Og ud fra de retsmedicinske undersøgelser ved vi, at det kan have taget helt op til 4-5 minutter, før hun er død, sagde Annette Ahm i sin procedure.
Forsvarer Kristian Mølgaard argumenterede derimod for, at der var tale om uagtsomt manddrab efter en sexleg, der var gået galt. Han henviste til fundet af et pornoblad i Charlie Danny Jørgensens lejlighed, hvor en kvinde var bundet på en måde, som mindede om det, som den 60-årige mand havde gjort ved kvinden.
- Hvis man omsnører noget om halsen og strammer til i det forsæt, at personen skal kvæles og afgå ved døden, er det drab. Men hvis det er udslag af en seksuel leg, og det ikke er med til fortsæt til, at nogen afgår ved døden, er det uagtsomt manddrab, sagde Kristian Mølgaard, der også plæderede for en tidsbestemt straf, såfremt Charlie Danny Jørgensen blev fundet skyldig i drab.
Charlie Danny Jørgensen var påvirket af alkohol og stoffer, lige som der også blev fundet spor efter narkotika i kvindens krop.
Charlie Danny Jørgensen har ikke ønsket af afgive forklaring under retssagen, men ved sagens afslutning gav han en undskyldning til kvindens familie, som var tilstede i retten.
- Jeg vil udtrykke min dybeste medfølelse til offerets familie. Det gør mig virkelig ondt, at hun havde børn. Jeg har ikke ødelagt en familie, jeg har ødelagt to, inklusiv min egen. Det gør mig virkelig ondt, at det gik så vidt. Det har plaget mig lige siden, sagde den 60-årige.
Charlie Danny Jørgensen har en lang række af domme for personfarlig kriminalitet bag sig og har tilbragt en tredjedel af sit voksne liv i fængsel.
Han modtog dommen på stedet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her