

Se billedserie
Medlemmerne af Striben Køge har efterlyst et sted, hvor de kan mødes og »sparke dæk« - nu prøver kommune og politi at se, hvad der er mulighed for at tilbyde.
I sidste uge fortalte en række medlemmer af foreningen Striben Køge om deres store kærlighed til biler og om, hvor meget de savner et fast sted at mødes.
Som en af de unge mænd sagde:
- Hvis vi spillede fodbold, så mødtes vi i klubhuset, hvis vi gik til svømning, så var det i svømmehallen. Nu er vi tilfældigvis vilde med biler - og så er vi nødt til at mødes rundt omkring på parkeringspladser eller i p-huse, hvor folk så klager og ringer efter politiet. Vi savner virkelig at have vores eget sted.
Og der blev ganske rigtigt klaget igen, da foreningens store sommertræf på grund af skybrud lørdag aften rykkede fra en stor parkeringsplads ved Jem & Fix til parkeringshuset ved Køge Station.
Politiet rykkede ud, men bortviste kun en enkelt for »uhensigtsmæssig kørsel«, og efterfølgende har debatten så kørt for fuldt drøn - igen - på Facebook mellem de unge bilentusiaster og flere vrede naboer til parkeringshuset, der helst ser dem hen, hvor peberet gror.
Men nu er der måske grund til håb for både de unge »biltosser« og de naboer, der føler sig så voldsomt generet af deres biltræf.
- Jeg har læst artiklen om de unge i DAGBLADET, og har efterfølgende haft en snak med vicepolitiinspektør John Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller Erik Swiatek (S), der er formand for Teknik- og Ejendomsudvalget i Køge Kommune.
- Det vil jo være så let at male fanden på væggen og bare sige til de unge, at de skal holde sig væk, og at det ikke er vores problem, men jeg blev hurtigt enig med John Jensen om, at vi vil indkalde de unge fra Striben til et møde.
- Så kan vi prøve at få styr på, hvad det helt reelt er, de gerne vil have, og hvad vi så eventuelt kan tilbyde dem, siger han.
- Jeg kan selvfølgelig ikke garantere eller love noget på forhånd, men jeg synes, det er vigtigt, at vi hører på de unge i stedet for bare pr. automatik at afvise dem.
Ifølge Erik Swiatek kan mødet omhandle både muligheden for et fast mødested, hvor der bliver kigget biler og »sparket dæk«, og muligheden for et område, hvor der kan køres ræs.
- Selvfølgelig vil de ikke kun kigge på bilerne, konstaterer han.
- Men hvis vi ender med at stille et sted til rådighed, hvor de også kan køre lidt ræs, så skal sikkerheden selvfølgelig være helt i top, og vi skal ikke som kommune kunne ende med at stå med et forsikringsansvar.
Beskeden er hermed sendt videre til de unge i Striben, og mødeinvitationen gælder fra efter uge 32.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her