
Det er ikke ham, der står bag transaktionerne for tusindvis af kroner, der den 23. november 2016 blev trukket på både Forsvarets og hans eget private kreditkort på den eksklusive stripklub Stiletto Gentlemen's Club på Malta.
Sådan forklarede den 51-årige kommandørkaptajn, da han afgav sin forklaring i Retten i Roskilde torsdag formiddag.
Her nægtede han sig skyldig i misbrug af Forsvarets kreditkort, i forsøg på bedrageri ved at gøre indsigelser over for de beløb, der var trukket på kortet og for pligtforsømmelse efter den militære straffelov.
Han havde selv været udsat for svindel, lød hans forklaring.
Kommandørkaptajnen erkendte dog, at han havde været på Malta den nat i forbindelse med en tjenesterejse. Sammen med 20-25 andre officerer var han taget i byen, da de havde fri fra tjenesten ombord på et af de danske krigsskibe.
- Vi tager op at spise i selve Valetta, bagefter ønsker nogle stykker at fortsætte. Her foreslår én at tage en taxa ud til et sted, som han kender, forklarede den 51-årige mand, der er fra Borup.
Han kunne dog i første omgang ikke huske, at han havde været på Stiletto Gentlemen's Club, der ligger i en af Maltas badebyer.
- Vi tager forskellige steder hen. Der ser man ikke, hvad stederne hedder. Derfor var jeg i tvivl om, at vi havde været der, sagde han.
Undervejs på natten foretog han flere hævninger på sit eget private Visa-kort. Men anklager, auditør Claus Risbjerg påstand var, at kommandørkaptajnen tog sit tjenestekort i brug, da hans eget private kreditkort blev spærret, efter at der var hævet nogle meget store beløb.
På et kontoudtog fra banken fremgår det, at kortet omkring klokken 4 om morgenen blev afvist, da der blev forsøgt at hæve 1000 euro på Stiletto Gentlemen's Club. Den nat blev der hævet 24.920 kroner på hans private kort.
Men kommandørkaptajnen kunne ikke huske, at han havde bruge Forsvarets kreditkort og kunne heller ikke forklare, hvordan beløbene var blevet hævet. I alt er der hævet 17.325 kroner på Forsvarets Eurocard.
- Det skal jeg ikke kunne sige. Det er 14 måneder siden, så hvordan det konkret er foregået, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Det er korrekt, at jeg får noget at drikke, men jeg ikke huske, hvordan betalingen sker, forklarede han.
Han afviste også, at han havde gjort brug af nogle af de ting, som stripklubben også tilbyder ud over drinks. Men han vidste dog godt, at det fandtes.
- Jeg har ikke haft anvendt de ydelser, som du hentyder til. Men jeg er sømand. Jeg ved godt, hvad der foregår på en stripklub, sagde den 51-årige kommandørkaptajn.
Tre dage efter, forklarede kommandørkaptajnen, opdagede han, at der på hans private kort var trukket nogle meget store beløb.
Derfor kontaktede han sin bank, som vejledte ham i, hvordan han skulle gøre indsigelse.
Da han efterfølgende gjorde indsigelse mod de beløb, der er hævet, skrev han, at han ikke har foretaget disse køb, at han ikke har mistet kortet og at han ikke har besøgt indkøbsstedet.
- Det er den overbevisning, jeg er i på det tidspunkt. Jeg kender ikke de her store beløb, der er trukket, og jeg kan ikke genkende navnet på natklubben, forklarede han i retten.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her