19. januar 2021
I et stille år på musikscenen har trommeslageren Jimmi Koldenborg i stedet brugt sin tid på at træne servicehunde til folk med psykiske diagnoser som ptsd, angst og borderline. Lige nu er han ved at træne golden

retrieveren Rose.



Foto: Kim Rasmussen
I et stille år på musikscenen har trommeslageren Jimmi Koldenborg i stedet brugt sin tid på at træne servicehunde til folk med psykiske diagnoser som ptsd, angst og borderline. Lige nu er han ved at træne golden retrieveren Rose. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: I coronatiden: Fra trommeslager til hundetræner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I coronatiden: Fra trommeslager til hundetræner
Køge - 25. november 2020 kl. 18:40
Af Martin Rasmussen

Musikeren Jimmi Koldenborg har ikke mistet humøret, selv om man godt kunne tilgive ham, hvis han synes 2020 har været temmelig meget op ad bakke.

Han taler som et vandfald og griner ofte, når han taler om det seneste år, som har budt på mange omvæltninger for trommeslageren. Dels er han blevet skilt, dels har han lige som mange andre musikere oplevet, at der har været langt mellem spillejobbene, da der siden foråret har været usædvanligt stille på musikscenerne på grund af coronakrisen.

- Det er lidt gøgleragtigt, for jeg har det som en cirkushest, der savner manegen. Problemet er, når man ikke kan komme ud og gøre det, man er bedst til. Normalt er jeg ude og spille 70-80 gange om året, men i år er der vel aflyst omkring 50 job, når alt er gjort op. Det er noget lort, griner han.

Trommeslager for Fede Finn
Jimmi Koldenborg har spillet i en række forskellige orkestre gennem årene. Han var blandt andet trommeslager i bandet Fede Finn og Funny Boys gennem nogle år. I dag spiller han blandt andet sammen med James Rasmussen fra Four Jacks, lige som han er en del af coverbandet Best of Bowie, men også for David Bowie-fans har der været langt mellem koncerterne i år.

- Vi har spillet enkelte koncerter i år, og nogle er rykket til næste år, men tilbage står, at indtægten fra spillejobs er meget begrænset i år. Nogle musikerkolleger har det virkelig svært, for de har "kun" musikken. Jeg har altid sørget for at have noget andet ved siden af, fortæller Jimmi Koldenborg, der blandt andet er musiklærer på Stevns Friskole.

Han har ikke fået kompensation fra staten, men i stedet har han i coronaåret skabt både et nyt indtægtsgrundlag og en indholdsrig hverdag, efter han i foråret blev ansat som instruktør i Servicehundeforeningen.

Det er baggrunden for, at den søde og tillidsfulde golden retriever, Rose, de seneste måneder har boet hos Jimmi Koldenborg. "Hund på job" står der på den lille vest, der fungerer som uniform for Rose og indikerer, at hun er en servicehund, som for eksempel har adgang på steder som supermarkeder, hvor hunde normalt ikke er velkomne.

Hjælper psykisk syge
Servicehundeforeningen træner servicehunde til psykisk syge og psykisk handicappede. Det kan for eksempel være soldater med krigstraumer eller børn med angst. Hundene hjælper dem eksempelvis til at kunne færdes i offentligheden, at kunne tage ud og handle og for børnenes vedkommende eksempelvis at kunne gå i skole.

- Det er en ordning, der vinder indpas, fordi flere og flere kommuner får øjnene op for mulighederne i det. En servicehund kan give tryghed i nogle af de situationer, som folk har svært ved at håndtere selv, så de kan være en stor hjælp for ptsd-ramte, der ikke kan komme ud af deres lejlighed, eller de kan hjælpe et barn med angst med at komme i skole. Vi kan også lære en hund at vække ptsd-ramte fra mareridt, nævner Jimmi Koldenborg blandt eksemplerne, hvor en servicehund kan gøre en konkret, positiv forskel for brugerne.

- Vi kan også træne dem i at have folks ryg, fortæller han og demonstrerer, hvordan Rose er trænet til at sætte sig mellem sin ejers ben med hovedet bagudvendt, så hun kan holde øje med det område i en butik, som ejeren ikke selv kan se. Det kan for eksempel hjælpe tidligere soldater.

Når Rose er færdiguddannet, skal hun afleveres til en modtager i København. Jimmi Koldenborg arbejder typisk med en hund i tre måneder, inden han afleverer den hos en modtager. Hundene bor hos ham, mens han træner med dem, og han erkender, at det er svært at give slip på dem, når de skal afleveres hos brugerne.

- Ja, jeg er blød som smør. Når jeg har afleveret en hund, så hyler jeg, når jeg kører hjem. Det gør jeg hver gang, smiler han.

- Men det opvejes selvfølgelig af den forskel, som hundene gør for dem, de kommer ud hos, siger Jimmi Koldenborg, der også efter afleveringen bevarer en kontakt til modtagerne for at sikre, at hundene kan passe deres opgaver.

Plagede om schæfer
Jimmi Koldenborg hører til blandt dem, der synes, at der er lidt tomt, hvis der ikke er en hund i sit hjem. Han havde dog ikke selv hund som barn, selv om det var et brændende ønske allerede dengang.

- Jeg plagede om en schæfer, og lige så snart jeg flyttede for mig selv, så købte jeg en. Og så har jeg faktisk haft hund lige siden, fortæller Jimmi Koldenborg der også har trænet hunde gennem mange år - blandt andet i industriområdet på Søndre Havn, som før i tiden før de seneste års massive byggeri i området ofte lå mere eller mindre øde hen i aftentimerne og weekenden.

- Hundetræning har været min hobby i mange år. Jeg har tidligere været lydighedsinstruktør, og jeg har altid gerne ville arbejde med hunde, fortæller han.

Jimmi Koldenborg bor i dag selv på Søndre Havn i et af de nyopførte lejlighedskomplekser. Han er født og opvokset i Køge og er nu flyttet tilbage efter sin skilsmisse tidligere i år.

- Jeg fortsætter helt sikkert med det, når koncerterne kører igen. Jeg kan også mærke, at det med at spille 100 job om året, det er nok slut, siger musikeren, der netop har rundet 40 år.

- Der har coronaen været en øjenåbner. Jeg er hjemme en masse weekender, hvor jeg plejer at være afsted. Hvis coronaen var kommet for to år siden, så var jeg måske ikke blevet skilt, smiler han.

- Det er ikke altid sjovt at være gift med en musiker, der tit er afsted, mens man selv sidder hjemme med børnene. Jeg er også gået glip af en masse ting med børnene, og det er jeg ked af, siger trommeslageren, der har tre børn på 15,11 og 9 år, og som til gengæld nu har masser af tid til både børn og hundetræning.

Han understreger dog, at han absolut ikke er ved at lægge musikken på hylden.

- Jeg håber, der snart kommer gang i den igen. Jeg glæder mig virkelig til at komme ud og spille igen - det bliver nok bare lidt færre job fremover, siger han.

Samtidig understreger han, at han også vil holde fast i den nye rolle som hundeinstruktør, som fint kan kombineres med arbejdet som trommeslager.

- Jeg har altid hundene med rundt; også til koncertjob. Jo mere jo bedre - det er alt sammen en del af træningen, fortæller han.

Fakta
Servicehundeforeningen blev oprettet i marts 2014 på baggrund af mange års erfaring med træning af hunde til handicappede

Det er en landsdækkende nonprofit-organisation, som har til mål at hjælpe psykisk syge og psykiske handicappede til et godt liv

Foreningen træner hunde til psykisk handicappede og psykiske syge mennesker i hele landet

Læs mere på Servicehunde- foreningen.dk

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk