
Langt de fleste veteraner vender heldigvis hjem rigere på oplevelser og erfaringer og ikke mindst med en udvidet horisont og øget faglig ballast.
Men for nogle veteraner så har oplevelser under udsendelsen efterladt dem med skader på både sjæl og krop - og netop de har brug for støtte og hjælp til at komme tilbage på sporet. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.
Køge Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg vedtog på den baggrund på sidste møde i valgperioden en veteranstrategi, der skal støtte de veteraner og deres familier, der har vanskeligt ved at komme videre i livet.
- Veteraner skal anerkendes for den meget vigtige indsats, de har ydet på vegne af Danmark. Når vi udsender soldater til krige, så skal vi også støtte veteranen og deres familie, når de kommer hjem igen - hvis de har behov. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt, siger Lissie Kirk (A), der som formand for det nye Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har overtaget ansvaret for veteranstrategien.
- Nu samler vi de tilbud, vi har til både veteranen og de pårørende, der har behov for hjælp til at komme tilbage til en almindelig hverdag. Vi ved, at både ægtefælle, børn bliver påvirket, når veteranen har problemer. Derfor er familien også i fokus i strategien, forklarer hun.
- Man kan let blive væk i den kommunale jungle af tilbud og indsatser. Derfor sikrer vi, at dygtige nøglemedarbejdere tager ansvar for en helhedsorienteret sagsbehandling på tværs af forvaltningerne.
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget bad desuden Velfærdsforvaltningen om at undersøge behov for og effekt af at etablere en veterancafé i kommunen.
Dette arbejde forventes afsluttet først i det nye år.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her