
Coronakrisen har påvirket elevernes faglige niveau og trivsel negativt, og derfor blev et flertal af Folketingets partier i sidste uge enige om en række indsatser frem mod sommeren 2021, som netop skal styrke fagligheden og trivslen.
Med aftalen åbnes blandt andet for kortere udendørs møder i faste såkaldte trivselsgrupper med op til fire elever og en lærer, underviser eller pædagog.
Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse om aftalen, der er på samlet 600 millioner kroner og både er målrettet elever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser.
- Vi har som samfund et ansvar for at give vores unge mennesker de bedste forudsætninger for at fortsætte deres uddannelse og komme videre i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. Vi skal samtidigt sikre, at mistrivslen ikke slår rod. Jeg håber inderligt, at de initiativer, vi nu præsenterer, vil gøre en forskel for vores børn og unge og skabe lidt luft og lys i en svær tid, lyder det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i pressemeddelelsen.
Mads Andersen (K), der er formand for Skoleudvalget i Køge Kommune, har den seneste tid talt varmt om at styrke trivslen for specielt de ældste skoleelever, som har været hårdt ramt både fysisk og mentalt. Derfor er han ikke overraskende positiv over for den nye aftale.
- Det er et dejligt signal fra Christiansborg, og det er fedt, at stort set alle partier hele vejen rundt er med. Det er en fælles anerkendelse af, at der er behov for det her, understreger Mads Andersen.
Han vurderer, at aftalen lokalt vil kaste omkring seks millioner kroner af sig til Køge Kommune, hvilket cirka er en halv million kroner per skole.
- Det er rigtig godt, og det er noget, vi skal passe ind i alt det lokale, de i forvejen forsøger at gøre på skolerne. Det bliver et fælles skub, og det er kun godt, siger Andersen.
Udvalgsformanden håber særligt, at man med hjælpepakken til de unge særligt vil sætte fokus på de ældste elever i skolerne.
- Det er trods alt dem, der har været væk længst, påpeger Mads Andersen.
Han håber konkret, at man vil lave flere aktiviteter, end man plejer, når de ældste elever kommer tilbage, for at styrke det sociale, »så eleverne igen bliver et fysisk hold og kan være sammen«.
Med aftalen er der som nævnt lagt op til at oprette faste trivselsgrupper, hvor lærere eller undervisere kan arrangere kortere udendørs møder med op til fire elever eller kursister under forsvarlig afstand. Målgruppen er elever, som udviser tegn på mistrivsel og dalende motivation.
- Det er en god idé, lyder det fra Mads Andersen og uddyber:
- I weekenden var jeg ude og gå en tur på Åsen, og der var sort af mennesker, som selvfølgelig holdt afstand, og specielt når det bliver endnu bedre vejr, er der mulighed for, at man kan lave udeundervisning eller noget socialt, hvor man går nogle ture som klasse og hold.
Den politiske aftale fra Christiansborg sender også en pose penge af sted til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), som rådgiver institutioner og forældre om børn og unges udvikling. Og selvom de 44 millioner kroner ikke rækker voldsomt langt per kommune, gør det en forskel, mener udvalgsformanden.
- Det er med til at støtte det hele, for der er nok nogle elever, som har mærket nedlukningen mere og har behov for ekstra hjælp. Mit håb er, at vi snart kommer tilbage til en normal hverdag, hvor vi ligner os selv, men der er ingen tvivl om, at der vil være grupper af børn, som har sociale og psykiske vanskelighed, der ikke er blevet bedre, og derfor er det fint med penge til PPR, selvom det er et mikroskopisk beløb.
Samlet set afsætter aftalen 600 millioner kroner til at styrke børn og unges faglighed og trivsel. Er det nok?
- Der er aldrig noget, som er nok i sådan en sammenhæng, men det er vigtigt, at vi i første omgang har lagt trykket på erhvervslivet, for det er dem, som på den lange bane skal finansiere gildet. Derefter er det godt at kigge ind i skolerne, så jeg synes, tempoet og timingen er den rigtige, siger Mads Andersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her