
Der er for stor kommunal tiltro til, at der ikke læsses miljøskadeligt byggeaffald af på erhvervsgrunden på Bækgårdsvej i Borup, mener det forhenværende byrådsmedlem, Poul Erik Jensen (V), som desuden er landmåler af profession.
Han spurgte første gang indtil sagen tilbage i sommeren 2016 og er fortsat yderst skeptisk over for både Køge Kommunes håndtering af forløbet. Blandt andet fordi han med egne øjne har set byggeaffald i bunkerne, fortæller han til DAGBLADET.
- Der er en udpræget tiltro til, at de opfører sig ordentligt. Men vi hører jo fra naboen, at lastbilerne kommer i nattens mulm og mørke, og jeg har selv været derude og set, at det ikke er ren jord, vi taler om. Der er byggeaffald og alt muligt skidt og møg, siger Poul Erik Jensen.
Kommunens miljøafdeling oplyser, at virksomheden formentlig er den virksomhed af alle, som man har ført flest tilsyn med i løbet af 2017. Og at man vurderer, at de ting, der er klaget over, aldrig har udgjort et miljømæssigt problem. Bør man ikke stole på, at forvaltningen har gjort sit arbejde ordentligt?
- For mig at se er kommunen ude med flinke-hatten på, svarer Poul Erik Jensen.
- Og det er prisværdigt, at man ikke rykker ud med bål og brand som det første. Men jeg ville være meget mistænkelig, når man ser alt det møg, der ligger i jorden. Det var ren og skær byggeaffald, som jeg så, da jeg var derude for måske et års tid siden, siger Poul Erik Jensen til DAGBLADET.
Kommunens miljøchef, Bjarne Svendsen, understreger imidlertid, at kommunen i sine mange tilsyn ikke har fundet ting, der giver årsag til mistanke om forurening.
- Der skal være en særlig grund til, at man eksempelvis foretager en prøveporing, og det er der ikke i denne sag. Her nyttiggør man jord, som kommer mange steder fra, blandt andet Ringsted, og alt bliver kontrolleret efter reglerne. Det er alt andet lige godt at bruge overskydende jord, som man gør her, til et nyttigt formål, siger Bjarne Svendsen til DAGBLADET.
Læs hele historien i lørdagens DAGBLADET.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her