
»Det er så rystende. Min bonusdatter er endda startet i en helt normal folkeskoleklasse, da hun super hurtigt har lært tingene og integreret sig«.
Sådan skriver en chokeret familiefar fra Køge ifølge DAGBLADET på Facebook, efter at han og hans familie tirsdag havde modtaget Udlændingenævnets afgørelse i sagen om hans 13-årige bonusdatter Atcharapan »Mint« Yaungyais mulige udvisning til Thailand. Det er således en sorgens dag for familien.
»Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Atcharapan Yaungyai kan således ikke gives opholdstilladelse i Danmark, da Udlændingenævnet ikke finder, at Atcharapan Yaungyai har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet, jævnfør Udlændingelovens paragraf 9 stk 16 (§9 stk. 20)«, lyder det i afgørelsen.
- Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Mulighederne er stort set ikke til stede nu, skriver Mints bonusfar videre på Facebook.
I en Facebook-opdatering skrev Mints forhenværende lærer på Hastrupskolen desuden ved middagstid tirsdag:
- Har lige haft min tidligere elev, Mint, grædende i mine arme. Hun er udvist og skal rejse på mandag d. 8. oktober. Jeg er rystet! Mint går nu på fuld tid i en 7. klasse på Hastrupskolen, i Køge. Jeg håber på et mirakel, så Mint ikke skal skilles fra hendes mor, bonusfar og lillebror, lyder det fra læreren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her