16. juni 2021
- Uanset hvad er det frie valg stækket, fordi forældrenes indkomst kommer til at styre, hvor eleverne kan komme ind, understreger Stig Johansen, der er direktør for Køge Handelsskole. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
- Uanset hvad er det frie valg stækket, fordi forældrenes indkomst kommer til at styre, hvor eleverne kan komme ind, understreger Stig Johansen, der er direktør for Køge Handelsskole. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Elever skal fordeles efter forældrenes indkomst: - Det frie valg er stækket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Elever skal fordeles efter forældrenes indkomst: - Det frie valg er stækket
Køge - 11. juni 2021 kl. 13:33
Af Simon de Visme

I går torsdag blev et flertal på Christiansborg enige om en ny aftale om styringen af elevoptaget på landets gymnasiale uddannelser. Målet med aftalen er både at bremse udviklingen af opdelte »bygymnasier«, hvor elevsammensætningen ifølge aftalepartierne er ude af balance, og samtidig sikre adgangen til gymnasiale uddannelser i tyndtbefolkede områder i fremtiden, lyder det.

Bag aftalen står regeringen samt Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.

Ukendte konsekvenser

Den nye aftale betyder blandt andet, at man i de områder, hvor fordelingen angiveligt er skæv, i højere grad vil placere de unge efter deres forældres baggrund. Eleverne forsøges først og fremmest fordelt på baggrund af deres egne valg, lyder det flere steder i aftalen, men om der er plads, afhænger af kapaciteten, der er opdelt efter forældrenes indkomst.

På Køge Handelsskole har man endnu ikke det store overblik over, hvad aftalen konkret betyder for skolen, men direktør Stig Johansen peger på, at man i dag dækker et bredt område og optager elever fra mange forskellige steder.

- Vi er ikke et af de gymnasier, som har en skæv fordeling i politikernes øjne. Der er vi mere blandet, forklarer Stig Johansen.

Stækker det frie valg

Hvad tænker du om, at man vil benytte forældrenes indkomst som et kriterie?

- Uanset hvad er det frie valg stækket, fordi forældrenes indkomst kommer til at styre, hvor eleverne kan komme ind. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med det, siger Stig Johansen.

Er det et problem, at man stækker det frie valg?

- Det er i hvert fald en ændring af den kultur, vi har haft, hvor man kunne vælge frit.

Så selvom aftaleteksten flere gange understreger, at der bliver lagt vægt på elevernes valg og prioritering, så læser du det, som at flere elever fremover vil få et nej til det gymnasie, de har ønsket?

- Ja, siger Stig Johansen, der dog understreger, at der er »alle mulige gode intentioner« i den nye aftale.

Skal afspejle samfundet

Handelsskolens direktør mener blandt andet, det er vigtigt, at der bliver gjort noget for at løse de problemer, som aftalepartierne skitserer.

- Fordelingen mellem etniske danskere og ikke-etniske danskere på ungdomsuddannelserne skal afspejle samfundet, så vi får forståelse for hinanden og de problemstillinger, der måtte være på kryds og tværs, pointerer Johansen.

Han jubler imidlertid ikke over udsigten til en mere central styring af kapaciteten på de gymnasiale uddannelser, som aftalen lægger op til. De kommende tre år skal Undervisningsministeriet nemlig fastsætte institutionernes størrelse, mens opgaven herefter uddeles til regionerne. Det bliver altså ikke op til gymnasierne selv at bestemme, hvor mange elever de har plads til.

- Jeg er ikke fortaler for, at vi skal have en central styring. Jeg er sikker på, at en decentral styring er langt bedre, men nu er det vilkåret, og så må vi agere efter det, siger Stig Johansen.

Bekymret rektor

På Køge Gymnasium er man spændte på, om skolen ender i den såkaldte fordelingszone eller i afstandszonen. Mens sidstnævnte benytter de unges transporttid som fordelingskriterie, er det som nævnt forældrenes baggrund og indkomst, der bliver det nye kriterie for gymnasiale uddannelser i fordelingszonen.

- Umiddelbart forventer vi at være i afstandszonen, og det vil ikke betyde voldsomt store ændringer for Køge Gymnasium, håber vi, siger Lise Sonne-Hansen, der er vicerektor på Køge Gymnasium.

Hun afventer også i spænding, hvad gymnasiets fremtidige kapacitet bliver, da den ifølge aftalen skal besluttes af ministeriet de næste tre år.

Hvad tænker du om, at det på det punkt bliver mere centralt styret?

- Jeg har en bekymring for, om vi kan optage de elever, som vi opfatter som i vores lokalområde, men det kommer an på, hvordan aftalen kommer til udtryk, og det har vi ikke fået indikationer på endnu, fortæller Lise Sonne-Hansen.

Vicerektoren læser samtidig aftalen, som at gymnasiet fortsat får mulighed for at have en dialog om regionsfordelingen og skolens fremtidige kapacitet.

En god aftale

Hvad tænker du om, at man fremover vil benytte forældrenes indkomst som et kriterie for fordelingen af elever?

- Jeg ser det som en nødvendig skelnen, for at få fordelt de elever som kræver ekstra hjælp i den daglige undervisning. Jeg kan sagtens se en nødvendighed i et nyt fordelingskriterie, men det er svært at forudse, hvad det ender med helt konkret. Men intentionerne er gode, fastslår Sonne-Hansen.

Hun læser også aftalen, som at flere elever fremover ikke vil få deres førsteprioritet, når det kommer til valget af ungdomsuddannelse. Men er det problematisk?

Lise Sonne-Hansen tøver et øjeblik og vejer sine ord:

- Der vil i hvert fald være mange, der bliver meget kede af det, når de ikke får opfyldt deres førsteprioritet. Men det kan også betyde, at flere skoler får et bredere udvalg af elever, hvis de bliver flyttet.

Vicerektoren kalder overordnet den nye aftale for en god aftale.

- Jeg er overbevist om, at det er nødvendigt, der bliver gjort noget. Og så har jeg en forventning om, at der bliver mulighed for at justere og indgå i en dialog, når vi efterhånden finder knaster og problemer, siger Lise Sonne-Hansen.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk