
Udstyret med varmt tøj og varm kakao indtager 13-årige Eren og Ufuk fra Ellemarken dagligt Wika Menys parkeringsplads ved indgangen til netop Ellemarken med deres blå veste og medbragte indkøbsvogn.
Vognen er ladet med diverse værnemidler og gode intentioner, for drengene har til opgave at dele håndsprit, pjecer på forskellige sprog og mundbind ud til beboere i netop Ellemarken.
Det sker som led i lommepengeprojektet, hvor Helhedsplanen, Center for Dansk og Integration samt Køge Kommunes sundhedsafdeling er gået sammen om at oprette såkaldte coronapatruljer i Ellemarken, Hastrupparken, Karlemoseparken og Søparken.
Og alle hverdage mellem 15.00 og 16.00 i ugerne frem vil Eren og Ufuk således være at finde i Ellemarken, hvor de dels kan tjene en skilling og dels kan hjælpe til med at udbrede kendskabet til korrekt brug af værnemidler.
Novemberkulden slår hverken Eren eller Ufuk ud af kurs, og drengene er da også både smilende og vidende om, at det kan betale sig at arbejde i den gode sags tjeneste, da avisen kigger forbi.
- Jeg vil gerne spare sammen til en PlayStation 5 og FIFA-spillet, svarer Eren på spørgsmålet om, hvad lommepengene på sigt skal føre til, mens Ufuk gerne vil bruge sine hårdt tjente penge på tøjindkøb.
- Og så vil jeg også gerne købe et ur til min mor, tilføjer Ufuk lettere forlegent med et smil.
Ifølge Charlotte Baeré, sundhedskonsulent i kommunens velfærdsforvaltning, har projektet da også flere gevinster. De otte unge lommepengejobbere, der parvis »patruljerer« i boligområderne, lærer, hvordan det er et gå på arbejde, tage ansvar og møde til tiden. Og samtidig når de givetvis ud til nogle borgere i boligområderne, som man ikke ellers kommer i kontakt med via gængse medier, fortæller Charlotte Baeré, der stod for undervisningen af lommepengejobberne, da man forberedte de nye coronapatruljer.
Fritidsjobkonsulent i Helhedsplanen, Jan Mansur Hussain, betoner også vigtigheden af, at coronapatruljerne kan nå ud til en gruppe borgere, som ellers kan være svære at få i tale.
- Det handler blandt andet om at øge synligheden i boligområderne, siger Jan Mansur Hussain, der fortæller, at coronapatruljerne er blevet taget godt imod i alle fire boligområder.
Blandt andet ved hjælp af Erens og Ufuks upåklagelige arbejdsindsatser. Projekt »Coronapatruljer« fortsætter i første omgang frem til jul.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her