
I området, der kaldes Den Hvide By, som ligger mellem Værftsvej og Københavnsvej i den nordlige del af Køge By, ønsker Byrådet, at der gives mulighed for, at der kan etableres butikker, som forhandler særlig pladskrævende varegrupper. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Denne mulighed er der ikke i dag, idet området er omfattet af Lokalplan 2-46 som udlægger området til kulturelle formål, erhverv og store butikker, som forhandler almindelige udvalgsvarer. Ingen butik må være større end 1.500 kvadratmeter. Der er dog mulighed for én enkelt butik, som er op til 5.000 kvadratmeter.
Det samlede areal, der må udnyttes til butikker er 24.500 kvadratmeter
Muligheden for at etableres en butik op til 5.000 kvadratmeter er allerede udnyttet af XL-Byg, som forhandler tømmer mv. Der er desuden givet dispensation fra lokalplanen til to butikker på hver 3.000 kvadratmeter, som forhandler biler, dvs. særlig pladskrævende varer.
Rammen er udnyttet
Den samlede ramme for butikker i Den Hvide By er udnyttet, og der har således ikke været mulighed for at udvide arealet til nye butikker i flere år.
Der er fortsat ledige grunde i Den Hvide By, som vil kunne udnyttes, men der vil også kunne skabes mulighed ved ændring af eksisterende bebyggelse, hvor for eksempel erhverv eller en butik, der forhandler almindelige udvalgsvarer, vil kunne ændres til særlig pladskrævende varer.
Et kommuneplantillæg, som giver mulighed for nye butikker i Den Hvide By, kræver en ændring af kommuneplanens hovedstruktur for detailhandel. I gældende Kommuneplan 2017 er der ikke udlagt areal til butikker i Den Hvide By.
Derfor indkalder Byrådet ideer og forslag, som kan være relevante i forbindelse med udarbejdelse af et kommuneplantillæg og ny lokalplan for Den Hvide By.
Det er for eksempel relevant at drøfte, hvor store butikker, det vil være relevant at planlægge for, ligesom der skal ses på det samlede areal, disse butikker til sammen skal udgøre.
Send dine forslag
Høringsperioden udløber den 10. februar 2020. Har du ideer til hvad der kunne være relevant i forbindelse med udarbejdelse af kommuneplantillæg eller lokalplanforslag, vil vi gerne have dine bemærkninger senest denne dato.
Du kan sende dine bemærkninger til tmf@koege.dk.
Der holdes borgermøde om sagen på adressen Galoche Allé 15 i Den Hvide By onsdag den 29. januar 2020 kl. 16.30 til 18.00.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her