
Sagen om 13-årige Mint fra Køge, der på fredag bliver udvist af Danmark har også vakt opsigt blandt almindelige danskere. Susanne Frisdahl har kontaktet DAGBLADET Køge for at dele sin sympati og bekymring for Mint.
- Jeg kender ikke familien, men jeg er en borger, som er harm over, at man kan sende et uskyldig barn uden sikkerhedsnet ud i verden. Hvordan skal man kunne stå inde for det, når man i Danmark giver kriminelle, som på ingen måde fortjener at være her, grønt lys til at blive. Jeg kan slet ikke have det, siger Susanne Frisdahl, der oprindelig er fra Køge og nu bor i Holbæk.
Hun har onsdag forsøgt at gøre flere medier opmærksomme på sagen for at hjælpe familien.
- Jeg er pædagog, men jeg er også mor og borger. Jeg kan ikke være stolt af, at man på den måde kan sende et barn ud i en verden, som hun ikke er klædt på til at håndtere. Hun skal være hos sin mor. Jeg bliver flov. Både moren og hendes mand har arbejde, så de kan sagtens forsørge hende. Hvis de kan blive ramt, så kan ingen vide sig sikker. Det er væmmeligt, mener Susanne Frisdahl.
Udlændingestyrelsens begrundelse for at udvise Mint, er at hun ikke har mulighed for at blive integreret i i Danmark. Mint, der rigtigt hedder Atcharapan Yangyai, bor med sin thailandske mor og dennes danske mand i Køge, hvor hun går i 7. klasse på en folkeskole.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her