
Der skal forhåbentlig løbes stærkt i den kommende tid ude hos bilforhandlerne.
Det er det håb, som Casper Møller, direktør og ejer i Peugeot Køge og formand for Køge Bilby, sidder tilbage med efter gårsdagens aftale om delvis genåbning af samfundet blev lagt frem. Den tillader således, at bilforhandlerne igen kan åbne deres forretninger fra på mandag.
Og det er tiltrængt, fortæller Casper Møller, der understreger, at han ikke ligger inde med generelle salgstal for branchen, men at der alt andet lige er et efterslæb på salget.
- Et godt bud vil være, at faldet er på 50-70 procent på slutseddelniveau, siger han til DAGBLADET.
- Men i de seneste tre uger har vi set en stigende aktivitet i antallet af prøvekørsler og salg. Selvom det under nedlukningen har været svært at navigere i, har vi her på det seneste fundet nye måder at handle på. Det kan være ved at mødes hjemme ved kunden eller på en parkeringsplads. Nu glæder vi os alle rigtig meget til at åbne igen, og det lander rigtig, rigtig belejligt for os, siger Casper Møller videre.
Kravene om god afstand og få kunder i butikkerne samt øget rengøring og afspritning har man efterhånden vænnet sig til igennem det seneste tumultariske år. Derfor skal man også nok kunne tage hånd om det fremadrettet, mener Casper Møller.
- Vi bruger vores sunde fornuft og tager alle de nødvendige forbehold, siger han og fortsætter.
- Heldigvis tyder meget på, at der har været fremgang på det seneste, og derfor tror vi, at vi kan indhente en del af det tabte i den kommende tid. Vi håber, at der bliver brug for at løbe stærkt, siger Casper Møller videre.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her