19. juni 2021
Tirsdagens indgåede økonomiaftale mellem KL og regering modtages med behersket begejstring fra S og V i Køge, der ser fornuftige såvel som bekymrende elementer i aftalen. Foto: Elmer Madsen
Tirsdagens indgåede økonomiaftale mellem KL og regering modtages med behersket begejstring fra S og V i Køge, der ser fornuftige såvel som bekymrende elementer i aftalen. Foto: Elmer Madsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Behersket begejstring omkring fremtidens økonomiske rammer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Behersket begejstring omkring fremtidens økonomiske rammer
Køge - 09. juni 2021 kl. 12:09
Af Anders Fallesen

Marie Stærke sidder tilbage med en blandet følelse efter at have gransket de overordnede perspektiver i den netop indgåede økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Den socialdemokratiske Køgeborgmester erklærer sig »meget tilfreds« med, at der tages højde for de demografiske udfordringer grundet stigende antal børn og ældre, så der derfor følger flere penge med til kommunernes udgifter.

- Men samtidig ser jeg med stor bekymring på det specialiserede socialområde, siger hun med henvisning til udfordringerne for udsatte børn, unge og voksne samt børn og voksne med handicap.

Og på det område opnåede KL ikke det ønskede økonomiske løft.

- Vi er virkelig pressede på det specialiserede socialområde og får nu at vide fra staten, at der ikke er tilstrækkeligt økonomisk råderum til at give det et løft. Man anerkender, at der bliver behov for svære økonomiske prioriteringer. Læs; besparelser. I Køge Kommune budgetterer vi med de demografiske udfordringer, men når vi så ikke modtager penge til et løft af det specialserede socialområde, kan jeg godt frygte, at der ikke vil være nok til at dække behovet for netop dette område, siger hun.

Borgmesteren bider desuden mærke i, at det umiddelbart ser ud til, at man får dækket de ekstraordinære udgifter til coronakrisehåndteringen samt til de hårdt pressede trafikselskaber som Movia.

- Og så hæfter jeg mig ved, at anlægsloftet bliver lidt lavere end sidste år, hvilket kan være bekymrende, når vi ser på, at vores børnetal eksempelvis er stigende. Det giver os behov for at bygge flere daginstitutioner, siger hun.

V: Har ikke armene over hovedet

Venstres gruppeformand i Køge Byråd, Ken Kristensen, kalder det for »klassisk økonomiaftale, som vi har set mange af tidligere.« Heller ikke han er hverken ovenud begejstret eller dybt frustreret.

- Jeg sidder ikke med armene oppe over hovedet, men anerkender også, at det har været det muliges kunst, siger Ken Kristensen og fortsætter:

- Man går ud med en solstrålehistorie om, at servicerammen hæves, og det er selvfølgelig også positivt, at der afsættes 1,5 milliarder kroner ekstra til servicerammen. Men det vil ikke gå til ekstra velfærd, for realiteten er, at det bare er demografien, der reguleres for, fordi vi får flere ældre og børn. Så pengene sikrer bare status quo, siger han.

Ken Kristensen bider desuden mærke i, at der er flere penge på vej til kommunerne som led i kompensationen for håndtering af coronakrisen.

- Det betyder, at vi eksempelvis kan forvente at få udgifterne til ekstra rengøring kompenseret, ligesom jeg er tilfreds med, at man støtter den offentlige transport, som man jo bad om at fortsætte med vanlig drift til trods for markant faldende passagertal, siger Ken Kristensen.

Han har ligeledes noteret sig, at kommunernes samlede anlægsramme lander på knap 20 milliarder kroner.

- Det bør give os mulighed for at bygge flere veje og daginstitutioner eksempelvis, og jeg håber, at vi her i kommunen vil benytte os af den mulighed, selvom jeg da godt kan tvivle på, at vi har økonomi til at hæve vores anlægsudgifter til mere end 200 millioner kroner, siger han.

V-politikeren henviser med dette tal til, at Køge Kommune cirka står for én procent af det samlede anlægsloft.

HK er skuffede

I kølvandet på indgåelsen af aftalen mellem regeringen og KL sent i aftes har en række parter og interessenter her til formiddag reageret på perspektiverne i aftalen.

Heriblandt HK Kommunal, der i en pressemeddelelse vurderer, at »økonomiaftalen kun delvist imødekommer behovet for borgernær velfærd i 2021.«

Fra HK Kommunals formand, Lene Roed, lyder det:

- Til trods for et løft på 1,4 milliarder kroner og en velkommen kompensation for de coronarelaterede ekstraudgifter undgår vi ikke, at den borgernære, kommunale velfærd kommer under pres til næste år, udtaler Lene Roed.

Hun er skuffet over, at man ikke for alvor har taget fat på at genoprette en kommuneøkonomi, der ifølge Lene Roed har ligget underdrejet i en årrække.

- Der burde være et råderum i dansk økonomi, der kan sikre, at de offentlige servicetilbud kan følge den almindelige velstandsudvikling i samfundet. Det er ikke sket. Samtidig har finansministeren ikke kunnet finde penge til de stærkt stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Det er også skuffende, udtaler Lene Roed i pressemeddelelsen.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk