22. oktober 2018
Der er mulighed for at få ændret myndighedernes afgørelse, vurderer familien Thøgersen/Yuangyais advokat, efter at 13-årige Mint i mandags blev udvist. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Der er mulighed for at få ændret myndighedernes afgørelse, vurderer familien Thøgersen/Yuangyais advokat, efter at 13-årige Mint i mandags blev udvist. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Advokat tror på sejr: Mint-sag skal for domstol

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Advokat tror på sejr: Mint-sag skal for domstol
Køge - 11. oktober 2018 kl. 13:33
Af Henrik Førby Jensen og Anders Fallesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sagen om den 13-årige Atcharapan »Mint« Yuangyais udvisning fra Danmark går nu ind i sin næste fase, skriver DAGBLADET.

arrow Læs også: Partier vil tjekke reglerne efter udvisninger af børn

Mandag klokken 14.25 fløj skolepigen fra Køge til Thailand sammen med sin mor, men familiens advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja hastebehandler netop nu et sagsanlæg med henblik på at udtage stævning til domstolene, fortæller han til DAGBLADET.

Myndighederne anfører som begrundelse for afslaget på opholdstilladelse, at »Atcharapan Yuangyai har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for vellykket integration her i landet«. Den afgørelse kan og bør ændres, mener advokaten.

- Jeg har anbefalet familien at indbringe sagen for domstolene. Det bliver en lang, sej kamp. To myndigheder - Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet - har truffet afgørelse i sagen, men der er efter min vurdering mulighed for at få afgørelsen omgjort. Vi mener ikke, at de skønsmæssige muligheder i loven er udnyttet korrekt og vil prøve at imødegå, at pigen kan integreres, siger han og tilføjer:

- Jeg indbringer aldrig sager for domstolen, hvis jeg ikke tror på, at det kan lykkes at vinde sagen. Det er lykkedes for os mange gange, siger advokaten til DAGBLADET.

Sagens gang

Sagen vil få betydelige omkostninger for familien Thøgersen. En tabt sag i byretten vil typisk koste et sted mellem 80-100.000 kroner, men det beløb kan dækkes af en almindelig familieforsikring, som typisk vil dække omkostninger på cirka 150.000 til 250.000 kroner. Allerede i dag forventer Eddie Omar Rosenberg Khawaja derfor at sende de nødvendige dokumenter til familien Thøgersens forsikringsselskab. Han forventer at få svar i løbet af en uges tid og vil derefter udtage sagen til stævning, oplyser han.

- Og så går der et års tid med retssagen, hvor der undervejs skal være en hovedforhandling. Der er mulighed for, at »Mint« kan være i Danmark under sagen. Det er rettens afgørelse og handler blandt andet om hensyn til familiens liv på den ene side og myndighedernes ønske om at håndhæve Udlændingeloven på den anden. Rettens afgørelse vil i øvrigt kunne keres til landsretten af begge parter. Der kan gå uger eller måneder, før det bliver afgjort, forklarer advokaten til DAGBLADET.

Forkerte oplysninger

I Udlændingenævnets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fremgår det, at familien i forløbet har givet divergerende oplysninger om datterens bopæl og om hendes biologiske fars helbredsmæssige tilstand. Det har Mints papfar Frank Thøgersen indrømmet - men det bør ikke være afgørende for sagens udfald, mener Eddie Omar Rosenberg Khawaja.

- Det har været et langstrakt forløb, hvor familien ikke har været klar over, hvor vigtigt det var at give helt specifikt korrekte oplysninger. Det er de så blevet klar over nu, og vi har nu de korrekte oplysninger, fastslår advokaten.

Skrivebordsafgørelser

Udlændingelovens rammer er så vide og så åbne for fortolkning, at det i sig selv er et problem, mener advokaten. I medierne har kritikere fremført, at der ikke er lavet en konkret vurdering af Mints mulighed for at blive integreret - blandt andet er Mints skole slet ikke blevet hørt omkring trivsel og faglige evner. Firkantede regler om ikke mindst længde af ophold i oprindelseslandet kontra Danmark har meget stor vægt i afgørelserne, som bliver baseret på omfattende skøn ud fra rigide regler, der ikke altid harmonerer med virkeligheden, mener Eddie Omar Rosenberg Khawaja.

»Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Atcharapan Yuangyai var 12 år på ansøgningstidspunktet, at hun er født i Thailand, hvor hun har opholdt sig siden sin fødsel og har haft hovedparten af sine formative år, at hun på ansøgningstidspunktet havde haft seks års skolegang, at hun taler thai og engelsk, og at hun har et familienetværk i Thailand, da blandt andet hendes fader, moster, morfader, onkler, tanter og to voksne søskende bor i Thailand«, lyder det i afgørelsen.

At faderen er erklæret bipolar med voldelige tendenser, at Mints mor, lillebror og papfar alle bor i Køge, hvor hun går i en dansk skole og har lært sig sproget på rekordtid, at hun af skolen beskrives som vellidt og velintegreret, at hun spiller fodbold i Herfølge Boldklub og har et fritidsjob vægter altså mindre hos myndighederne. Og det er en fejl, mener Eddie Omar Rosenberg Khawaja.

- Det bliver skrivebordsafgørelser, og dem ser vi flere og flere af. Nogle bestemte kriterier bliver tillagt for stor vægt. Der er flere ulemper end fordele ved de omfattende skøn i sagerne, konstaterer han over for DAGBLADET.

Barnets tarv

Blandt de love, som lægger til grund for Udlændingenævnets afgørelse er blandt andre lovforslag Nr.L 191 af 31. maj 2016, pkt. 2.1 stk 4. Her hedder det:

»Det fremgår desuden, at hensynet til barnets tarv kan medføre fravigelse af bestemmelsen, hvis den i hjemlandet forælder er ude at stand til at tage sig af barnet«.

Og barnets tarv er helt central i sagen, mener familiens advokat. Han vil endnu ikke gå i detaljer omkring de punkter, som han vil tillægge særlig vægt i stævningen og har forståelse for myndighedernes ansvar for at håndhæve loven. Han mener dog, at de skønsmæssige rammer giver mulighed for en anden tolkning end den, der er anvendt i sagen.

- Helt overordnet er formålet med reglerne at sikre, at et barn ikke føres fra rammer, hvor det trives, til rammer, hvor det ikke trives. Det er ikke tilfældet her, siger han til DAGBLADET.

arrow Forsikring afviser retshjælp til Mints familie
19. oktober 2018 kl. 11:33 Opdateret: kl. 11:33
arrow »Ålen« går ind i Mint-sagen: Vil hjælpe familien
18. oktober 2018 kl. 11:32 Opdateret: kl. 11:32
arrow S efter Mint-sag: Loven fungerer ikke ordentligt
16. oktober 2018 kl. 12:45 Opdateret: kl. 12:45

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk