
På fredag den 22. november står der koncert med Analogik på Tapperiets koncertprogram. Koncerten afholdes i musikcaféen på Teaterbygningen.
Efter mange år uden lyd, og en større børneproduktion, er der nu atter røre i andedammen hos Analogik.
»Havnens Perle« er gruppens seneste udspil, der udkom i maj i år, og er en nyfortolkning af visen på en analogisk måde med inspiration fra hele verden.
Gamle udslidte og kasserede instrumenter får nyt liv på en mere stille og eftertænksom Analogik-plade.
Analogik har spillet verden over, og nogle af højdepunkterne tæller blandt andet Glastonbury festival, Fusion festival og Roskilde festival, som de flere gange har gæstet.
De er kendt for at starte en fest på scenen, på deres helt specielle og meget laid back måde, som på fredag kan opleves til koncerten i musikcaféen på Teaterbygningen.
Analogik henter inspiration fra hele verden og har blandet et væld af genrer. Gennem tiden har de været præget af balkan, swing, etiopisk jazz, cowboy musik, sømandsmusik, indisk musik, bossanova og meget mere - og næsten altid med et twist af hiphop.
Medlemmerne i Analogik tæller: Asger Strandby, også kendt som doktor lazer og producer i gruppen Khalazer. Derudover er der Jesper Kobberø (guitar, sav m.m.), Theis Bror (Saxofoner) og Magnus Damgaard (bas, tuba, synths m.m.).
Koncerten med Analogik i musikcaféen på Teaterbygningen på fredag den 22. november starter klokken 21.00 og dørene åbner en time inden koncertstart.
På www.tapperiet.nu er der mere information om koncerten og billetforsalg.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her