24. januar 2020
Walllenberg bryder isen på den fantastiske rejse nord for Norge.
gallery icon

Se billedserie

Walllenberg bryder isen på den fantastiske rejse nord for Norge.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mød Mikkel Beha hos Bog&Ide

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mød Mikkel Beha hos Bog&Ide
Opdateret 11. december 2019 kl. 08:53
Køge Onsdag - 11. december 2019 kl. 08:38
Af Henrik Førby Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Mange danskere har i de seneste år fulgt med når Mikkel Beha Erichsen og hans familie stævner ud mod fjerne kyster og lørdag den 21. december klokken 13.30 lægger Troels Kløvedals søn vejen forbi Bog & Ide i Nørregade for at signere sit helt nye værk »Logbog fra Wallenberg«.

Det er en fortælling om familiens seneste sørejse fra København til Svalbard, helt oppe ved kanten af polarisen - en rejse, der har gjort stort indtryk på den ellers stærkt berejste Beha. Han skriver med begejstring om at dykke med spækhuggere, sejle mod Polarhavet, overnatte under nordlyset i den iskolde Finnmark og tage på eventyr med første barnebarn ombord.

- Det er helt vildt at opdage, at der ligger en stor og uberørt verden lige nord for os. Med kælvende bræer og isbjørne, der ligger og gasser sig inde på isen. Det er jo Norge, men det føltes som at være med i en af de dér helt store og fantastiske naturfilm fra BBC. Det havde jeg forberedt mig på med hjernen, men det er bare utroligt at opleve det i virkeligheden, fortæller Mikkel Beha Erichsen med den venlig og samtidig myndige stemme, som danskerne har lært at kende gennem hans to år som vært på Go'Morgen Danmark.

Gjorde rejsen et stort positivt indtryk, var der til gengæld også grund til alvorlig bekymring. I Arktis får familien et tydeligt forvarsel om, at verden fremover bliver mere barsk at leve i. En højaktuel påmindelse om at vi alle har et ansvar for at aflevere vores klode i nogenlunde stand til kommende generationer.

- Vi så for første gang klimaforandringerne med vores egne øjne. Gennem de seneste 30 år, er temperaturen på Svalbard steget med 5,6 grader og vi sejlede gennem områder, som ifølge vores søkort burde være dækket af 60 centimeter tyk is. Gletsjerne trækker sig år for år - kilometer for kilometer. Jeg har ikke opskriften, men det siger mig, at alle 7,6 milliarder mennesker på jorden må gøre op med os selv, hvad vi kan gøre for at standse den udvikling, påpeger Mikkel Beha Erichsen.

Under familiens rejse døde hans far Troels Kløvedal efter et længere sygdomsforløb. Familien overvejede at udsætte rejsen, men den landskendte langfartskaptajn insisterede på, at de skulle tage afsted. Bogen er delt op i rejsekapitler og afsnit, hvor Mikkel Beha Erichsen henvender sig direkte til sin afdøde far. »Logbog fra Wallenberg« er altså både en rejseberetning og en ærlig beretning om at stå midt i livet, om at turde at tage kaptajnsrollen i sit eget liv, om glæden ved fælles drømme og se dem blive til virkelighed. Og om at tage afsked.

- I de sidste år fik jeg et virkelig tæt forhold til min far, fordi han var så meget hjemme. Det var meget intenst. Det er ikke fordi, jeg har haft et afsavn, men det var fedt at dele vores oplevelser og alle de rejser, vi har været på, fortæller Mikkel Beha Ericsen.

Afsnittene henvendt til faderen var ikke planlagt på forhånd, men opstod spontant, da Beha egenhændigt sejlede skibet Wallenberg fra Svalbard tilbage til det norske fastland.

»Det kan måske virke underligt at skrive til dig, når du ikke længere tømmer postkassen ude i vognproten hjemme på Vestergaarden, og vi lukkede din mailkonto nogle få dage efter, at du døde. Men selvom du er død og begravet, er du jo ikke min far mindre af den grund, og jeg savner at skrive med dig«, skriver sønnen til den afdøde kaptajn.

- For første gang havde jeg lyst til at sejle en del af turen for mig selv. Det plejer jeg ikke at gøre, men der var en god vejrudsigt og den ene mail tog den anden. Det blev en måde for mig at rydde op på hylderne efter et intenst år. Det var en afklaringsproces for mig, fortæller Mikkel Beha.

I hans barndom var Troels Kløvedal ofte bortrejst, nogle gange op mod et helt år ad gangen. Men sønnen har ingen bebrejdelser. Tværtimod.

- For mig er det ikke nødvendigvis opskriften på at være en god mor og far, at begge er hjemme fra arbejde hver dag klokken 16.30. Det regneark findes ikke. Man kan være en lige så god mor og far ved at være der intenst, når man er der, mener Mikkel Beha.

Han er ikke tvivl om, hvilken egenskab og værdi, han først og fremmest søger at giver videre til familiens kommende generationer som en arv fra Troels Kløvedal.

- Frihed. Frihed og higen efter frihed. Frihed er det bedste, vi har. Og jeg tænker ikke på at have fri. Det handler ikke om at få en ekstra ugentlig fridag. Frihed er en tilstand. Troen på, at jeg kan gøre noget rigtig godt med det her liv, hvis jeg sætter mig det for. Ikke at skulle finde sig i en dårlig chef, men at have friheden til at sige: »Jeg vil ikke skældes ud af dig mere - jeg skal videre«, mener familien Beha/Kløvedals nye, ældste medlem.

Da Troels Kløvedal lukkede sine øjne sidste gang i vinteren 2017, åbnede et nyt kapitel i familiens historie. Et kapitel med Mikkel Beha Erichsen i rollen som den ældste i flokken. En rolle og et ansvar, som han også gør sig overvejelser over i logbogen.

- Overhoved i en familie er ikke noget, man bare er. Det er en rolle, der kan vokse rundt om én. Og jeg kan godt mærke, at der bliver kigget lidt mere i min retning. Og jeg er da heller ikke bare for at sige noget eller tage beslutninger, men jeg skal øve mig at rumme alle. Sørge for at alle har det godt og sørge for, at der bliver arrangeret den store julesammenkomst eller hvad der nu skal til for at samle familien. Jeg skal måske også lære at tie lidt mere stille og lytte mere, tænker han om den nye situation.

For læseren er der altså både rejseeventyr og personlige overvejelser om livet at komme efter i »Logbog fra Wallensberg« - »en bog for alle de eventyrlystne og dem, der godt gider at få et lille spark bagi og blive mindet om, at livet skal leves lige så længe vi har det«, fremgår det af pressemeddelelsen. Og en bog til at få det bedste ud af tilværelsen.

- Jeg håber, at bogen får folk får det ud af bogen, at de står op en dag og siger: »Skal vi ikke lave noget fedt?«. Det behøver ikke at være omme på den anden side af jordkloden - det handler bare om hele tiden at holde øje med, om vi ikke kan gøre det lidt bedre. En lyst til livet, siger Mikkel Beha.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk