
Sidste år oplevede DanCenter Vestsjælland, at man ret hurtigt løb tør for sommerhuse i højsæsonen, og at man derfor måtte afvise turister, der gerne ville leje sommerhuse på Reersø, Bjerge Strand og andre af de populære sommerhusområder på Vestsjælland.
Derfor har afdelingsleder Christian Hede en opfordring til lokale sommerhusejere om at overveje, om de vil leje deres sommerhuse ud.
Mere end 80 procent af de vestsjællandske ferieboliger udlejes ikke.
- Men med et bundfradrag på 21.400 og et fradrag på 40 procent af den resterende lejeindtægt er det jo kun et meget beskedent beløb, man som udlejer kommer til at betale i skat, forklarer Christian Hede,
Argumentet for ikke at udleje er som regel, at folk ikke ønsker at være bundet af at skulle leje deres sommerhus ud. Men kravene er måske ikke så store, som man tror.
- Vi vil have mulighed for at udleje huset i fire ud af syv uger i højsæsonen. Dermed er der plads til, at man også selv kan bruge sit sommerhus og samtidig tjene lidt til familiens egen ferie eller måske en renovering i sommerhuset, siger Christian Hede.
I foråret vil han annoncere efter flere sommerhusejere til at udleje deres sommerhus.
- Det vil være ærgerligt, hvis vi i 2017 må melde alt udsolgt på Vestsjælland og sende de mange gæster videre til andre destinationer i Danmark og udlandet. Ud over at man selv tjener på udlejningen, gavner det også det lokale erhvervsliv og væksten, slutter Christian Hede.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her