

Se billedserie
Amfi Vestsjælland og de to markante bands, der åbnede sæsonen fra amfiscenen, fortjente større opbakning, end de fik søndag i vidunderligt musik- og udevejr.
*
Vejret var vidunderligt; lunt, vindstille, ingen bagende sol, bare en majdag i sit eget adstadige søndagstempo. Musikken var forrygende. Fra de stille solier over bakkekamme af vellyd i stor besætning.
Men hvor blev publikum så af?
Amfi-scenen i naturskønne omgivelser ved Bregninge talte (pænt) under 100 gæster, da Juicy Jazz og Reiners Big Band spillede sig ud i fuld flor over tre timer denne skønne eftermiddag.
Juicy Jazz - her er både Holbæk og Kalundborg repræsenteret - leverer spilleglæde og akustisk 50´er lyd. Inspirationskilderne er Ella Fitzgerald, Billie Holiday, Dee Dee Bridgewater og fine ting fra jazzens største alt- og tenorsaxofonister. Men bandet fører også genren helt op til nutiden med jazz'ede udgaver af kendte, nutidige kunstnere som Norah Jones, Diana Krall og Monica Zetterlund, og bandet tegnes af Ingela Jensen, vokal, Lennart Munk Hansen, tenorsax med mere, Finn Sørensen, guitar, Carsten Jensen, kontrabas og Gert Elm Larsen, trommer.
Og i den store svulstige lydmæssige skala leverede Reiners Big Band under ledelse af Finn Reiner et veritabelt orgie af toner i alle farver. Sådan må det være, når flere end 20 mand blæser igennem med forsangerne Louise Ravn Christensen og Jesper Martinussen, rytmegruppe med korsangere samt fuld besat sax, trompet og basun-grupper. Standard og latin repertoiret blev suppleret med populære hits skabt af kunstnere som Stevie Wonder, Ray Charles, Pharrel Williams, Robbie Williams, Gloria Gaynor, Bruno Mars, Glenn Miller og Michael Buble.
Synd, at så få opdagede det.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her