
Efter 10 år er Morten Weises livsdrøm faldet helt til jorden.
Indehaveren af Shell på Sct. Jørgensbjerg i Kalundborg og Mortens Delikatesse Køkken kæmpede til det sidste for at redde de omkring 30 arbejdspladser.
Men mandag aften faldt det hele til jorden, og derfor blev både tankstationen og Mortens Delikatesse Køkken erklæret konkurs og lukket tirsdag.
- Forretningen var som et barn for mig, og det kæmper man jo for, forklarer Morten Weise.
Han overtog Shell tankstationen med syv medarbejdere for næsten 10 år siden, og i 2015 foretog han en omfattende modernisering og udvidelse af butikken på Sct. Jørgensbjerg. Butikken blev udvidet til cirka 200 kvadratmeter mod de tidligere 70 kvadratmeter.
Morten Weise forklarer, at det var ombygningen og en høj husleje, der slog benene væk under hele hans livsdrøm.
- Men vi var meget tæt på at redde arbejdspladserne, idet en køber af tankstationen havde meldt sig. Han sprang fra i sidste øjeblik. Da jeg gik hjem mandag aften, troede jeg mine medarbejdere var reddet, men sådan skulle det ikke være, da det ikke lykkedes for den nye ejer at forhandle huslejen ned med udlejer, og så turde han ikke overtage forretningen. Og det kan jeg egentlig godt forstå, siger Morten Weise.
Morten Weise fortæller videre, at de erhvervskunder, der havde aftaler med Mortens Delikatesse Køkken, de bliver nu serviceret af Slagter Jacob.
Morten Weise åbnede Mortens Delikatesse Køkken i Brokkebjerg for et år siden, da der ikke længere var plads i køkkenet på tankstationen til de voksende aktiviteterne, men heller ikke den del af forretningen kunne reddes, selv om der var godt gang i salget af smørrebrød og andet ud af huset.
- Men verden er styrtet sammen, og jeg er meget ked af, at jeg ikke fik reddet arbejdspladserne for mine tidligere medarbejdere.
Morten Weise, der fylder 40 år 7. april, var kun nogle få måneder fra at kunne fejre de første 10 år som indehaver af Shell tankstationen, hvor hans personlige højdepunkt blev nået i 2014, da hans tankstation blev kåret til den bedst præsterende Shell-butik. En udmærkelse han fik overrakt i Barcelona.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her