

Se billedserie
En gang imellem må man have lov at undre sig. Hvordan kan en to meter høj mand, iklædt selvsiddende strømper og guldkorsage slentre rank og selvsikkert op og ned ad gulvet på tårnhøje stiletter, som om han aldrig har lavet andet? Hvordan kan han være mere feminin og sexet i positur end de fleste kvinder?
Cabaretkunstner og burlesquedanser, Tinus De Schunard, indtog lørdag aften Kirke Helsinge Forsamlingshus, hvor 70 feststemte kvinder havde meldt sig til arrangementet »Girls Night Out«.
- Det er anden gang, vi holder »Girls Night Out«, for den første var en stor succes. For en måned siden havde vi arrangeret herrefrokost, og det var ligeledes en succes, siger en butterfly-klædt Heino Andersen, formand for Kirke Helsinge Forsamlingshus. Han fortæller videre:
- Da vi havde herrefrokost, skulle bestyrelsens kvindelige medlemmer servere. Nu er kvinderne her i aften, og så må vi bestyrelsesmænd på banen, siger han grinende.
Aftenens arrangement er således kommet i stand mellem Kirke Helsinge Forsamlingshus og Yvonnes Mad.
Bagerst i lokalet har en lokal smykkesælger og en repræsentant fra en lokal hudplejeklinik taget opstilling sammen med et par kunstnere. Der er gjort meget for at ramme den kvindelige smag allerbedst - med shopping.
Allerede på parkeringspladsen kan man høre den højlydte latter fra de 70 kvinder, som har tilmeldt sig lørdagens arrangement i Kirke Helsinge Forsamlingshus. Godt varmet op af DJ Stefan, en helt forrygende lækker middag fra Yvonnes Mad og måske et enkelt glas vin, bliver der forventningsfuldt set frem mod aftenens underholdende indslag. Kvinderne var på forhånd blevet opfordret til at iføre sig stiletter, og da Tinus De Schunard skridter ind på forsamlingsgulvet og coacher kvinderne til en bedre positur og større kropsbevidsthed - er det iført tårnhøje bling-bling-stiletter og tætsiddende guldkorsage. Den smalle og markerede talje og den - øhh - velformede bagdel, skaber lidt snak i krogene, indtil en modig kvinde spørger, om hun må klappe ham på bagdelen.
- Ved I hvad, tøser, den er jo fake. Så kan vi andre sgu også have sådan en bagdel, lyder det storgrinende fra Gitte Fris fra Gørlev, mens Tinus De Schunard med et blink i øjet skynder sig at fortrække lidt væk fra den skarpe iagttager. Med lidt »hjælp« kan man altså skabe optimale former. En interessant observation.
Læs meget mere i mandagens Nordvestnyt
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her