

Se billedserie
Nikolaj Lykke Vad, som vil stille op som kandidat for Socialdemokratiet i Kalundborg Kommune ved det kommende kommunalvalg, går ind for at få at mere vild natur.
Han opfordrer derfor Kalundborg Kommune til at deltage i den konkurrence, som miljøminister Lea Wermelin (S) har udskrevet om at blive Danmarks vildeste kommune - at få en rigere natur og bedre biodiversitet. Miljøministerens henvendelse til landets 98 kommuner er således en appel og invitation til at hylde, dyrke og omfavne den vilde natur i de enkelte kommuner.
- Jeg mener det er oplagt, at Kalundborg Kommune går med i konkurrencen. Vi har så mange gode muligheder, og jeg mener, at vi også på naturfronten skal markere os som en af Danmarks vildeste og bedste, siger Nikolaj Lykke Vad som blandt andet går til valg på at fremme den lokale natur og rent grundvand.
Han er 37 år og bor på et lille landsted ved Svebølle, og er far til to piger på halvandet og fem år.
Han arbejder som specialkonsulent hos økonomistaben hos Kalundborg Kommune.
- Jeg synes, at rabatter og grønne områder skal have lov til at stå, så der kommer vilde blomster. Tomme byggegrunde med græs kan man også lade gå i blomst, siger Nikolaj Lykke Vad.
Han har viden om, at Kalundborg Kommune samarbejder med Danmarks Naturfredningsforening om nogle forsøg med vilde blomster i grøftekanterne, men Nikolaj Lykke Vad synes godt, at man kan gøre mere i Kalundborg Kommune for at få mere vild natur.
Jakob Beck (V), formand for teknik- og miljøudvalget har hørt om konkurrencen, og han vil sørge for, at der bliver orienteret om konkurrencen på det kommende møde i udvalget.
- Vi har fokus på biodiversitet, og på at flere af de grønne områder skal have lov at stå, siger Jakob Beck.
Om Kalundborg Kommune gerne vil deltage i konkurrencen, ved han endnu ikke.
Frem til den 24. marts kan landets kommuner tilmelde sig konkurrencen. Indsatserne vil blive fulgt af dommerpanelet, der ud over miljøminister Lea Wermelin består af bonde og tv-vært Frank Erichsen fra programmet «Bonderøven« og biolog Morten DD Hansen.
Frank Erichsen og Morten DD Hansen var med i DR-serien »Gi' os naturen tilbage« i efteråret, som viste et naturprojekt i Hjørring Kommune, hvor et samarbejde mellem kommune, private, landmænd og virksomheder løftede biodiversiteten. Efterfølgende er der konstateret en mærkbar fremgang fra 2019 - 2020 i antallet af sommerfugle, bier og svirrefluer. Sommerfuglenes antal er næsten firedoblet, bierne er mere end fordoblet, og for svirrefluernes vedkommende ses en tidobling.
I slutningen af 2022 kårer dommerpanelet den vildeste kommune, altså kommunerne med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her