
Den nuværende aftale om rengøringsydelserne i Kalundborg Kommune udløber 31. august næste år, og i aftes besluttede kommunalbestyrelsen, at udbuddet fremover skal opdeles og udbydes i tre distrikter.
Og hvorfor så det?
For det giver mulighed for, at også mindre entreprenører på området kan byde ind på dele af rengøringsarbejdet i kommunen.
- Det betyder faktuelt, at vi kan forvente, at flere vil lægge billet ind på arbejdet. De store spillere kan naturligvis fortsat byde ind på hele paletten, sagde borgmester Martin Damm (V). Niels Erik Danielsen (EL), der ønskede sagen på kommunalbestyrelsens bord, anbefalede også opdeling i tre distrikter.
Men Hanne Olesen (S) fik gehør for forslag om, at der også er behov for en egentlig politisk diskussion om kvaliteten af rengøringen.
- Jeg er godt klar over, at det er udbudsformen, vi har fat i i dag. Men kvaliteten af arbejdet bør vi også tage fat på, sagde hun.
Hanne Olesen sagde videre, at det kunne være interessant at få afdækket, om eksempelvis institutioner (skoler, daginstitutioner med mere) kunne have større glæde af rengøring, hvor man rent faktisk kendte den eller dem, der udfører arbejdet.
De folkevalgte skulle forholde sig til to forslag.
1: Udbuddet foregår som nuværende udbud ved at udbyde hele området til en leverandør.
2: Udbuddet opdeles og udbydes i tre distrikter.
Den kommunale direktion havde indstillet, at en kombination af de to forslag 1 og 2 blev valgt, således at en eller flere budgivere kan vælge at give bud på enten hele området eller på et eller to distrikter.
Og sådan blev det.
BR
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her