
Interessen for solceller er stor i Kalundborg Kommune. I øjeblikket har kommunen ni ansøgninger liggende om at anlægge nye solcelleparker rundt om i hele kommunen.
- Der er tale om ganske store anlæg. Tilsammen vil de fylde et område svarende til omkring et tusinde hektar landbrugsjord, fortæller formanden for Kalundborg Kommunes teknik- og miljøudvalg Jakob Beck Jensen (V).
Til sammenligning er solcelleparken på Asnæs på 80 hektar. Da byggeriet af denne solcellepark begyndte i 2015, blev den kaldt Skandinaviens største solcellepark. Siden er den dog blevet overhalet af flere andre anlæg, og hvis Kalundborg Kommune giver grønt lys til de nye anlæg, vil den heller ikke længere være kommunens største.
- Flere af ansøgningerne er på anlæg, der er større end solcelleparken på Asnæs, siger Jakob Beck Jensen.
Han understreger dog, at det vil tage en årrække at behandle alle ansøgningerne, og at det langt fra er sikkert, at alle vil blive godkendt.
- Historisk har vi modtaget to ansøgninger om større solcelleanlæg i Kalundborg Kommune. Det på Asnæs og en anden ansøgning om at anlægge en solcellepark ved Egemarke Gods ved Føllenslev. Sidstnævnte gav vi afslag på, da solcelleparken dér ikke ville have passet ind i det lokale landskab.
- Det kan måske give et fingerpeg om, hvordan det vil gå med de ni ansøgninger, siger formanden.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her