

Se billedserie
Af Bjarne Robdrup
Jeg er meget tilfreds.
Så kort udtrykker formanden for foreningen Beskyt Jammerland Bugt, Ole Nyvold, sig efter et, som det forklares, uformelt møde med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) på Christiansborg i går, fredag.
Sagen handler ganske kort om havmølleprojektet i Jammerland Bugt. Et projekt, som Kalundborg Kommune afviser. Og som tusinder af borgere omkring bugten heller ikke ønsker.
Nordvestnyt erfarer, at mødet tillige havde deltagelse af borgmester Martin Damm, Kalundborg Kommune, projektleder i Miljøstyrelsen, Søren Mark Jensen, ministeriets departementschef, Morten Bæk og afdelingschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Marie Hindhede.
- Vi har i foreningen Beskyt Jammerland Bugt ønsket at få et møde med ministeren for at forklare ham vore bevæggrunde for ikke at acceptere etablering af en havmøllepark, som bygherren, European Energy har lagt billet ind på, og som Energistyrelsen synes at nære varme følelser for. Vi har hele vejen igennem givet udtryk for, at vi gerne støtter op om den grønne omstilling og vedvarende energikilder. Men ikke med et stakit i »vores« baghave, siger Ole Nyvold.
Kunne ministeren sige noget konkret?
- Mødet var uformelt. Der er ikke så meget, vi kan sige. Men forløbet er vi meget tilfredse med, svarer Ole Nyvold.
Talte I om visualisering, om havmøllernes synsmæssige påvirkning af bugten?
- Ja.
Talte I om dyreliv og om mulige konsekvenser for det meget betydelige fugleliv i bugten?
- Ja.
Hvad er din konklusion?
- At mødet, som jeg har sagt, fik et meget fint forløb,og både jeg og borgmester Martin Damm er meget tilfredse med forløbet. Mere er der ikke at tilføje.
Gav ministeren udtryk for, at han støtter ønsket om, at der ikke bygges kystnære havmøller i Jammerland Bugt?
- Jeg har sagt det, jeg kan og må sige i denne sammenhæng. Det var som sagt et uformelt møde, siger Ole Nyvold.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her