
Midt- og Vestsjællands Politi leder efter to mænd i en hvid bil efter groft overfald ved Gørlev.
En mand er mandag eftermiddag blevet udsat for et voldsomt overfald ved Gørlev på Vestsjælland.
- Vi får klokken 14.57 en anmeldelse om, at en mand har søgt tilflugt på Shell-tanken på Gørlev landevej efter et voldsomt overfald, fortæller vagtchef Michael Sehested fra Midt- og Veststjællands Politi.
Offeret er bragt til Rigshospitalet, men vagtchefen kan ikke sige noget nærmere om hans tilstand. Han kan heller ikke sige, om der er brugt våben.
- Det er noget af det, vi er ved at undersøge, forklarer han.
To formodede gerningsmænd er flygtet fra stedet i en mindre hvid bil.
- Hvis man har bemærket den hvide bil eller i øvrigt har oplysninger om overfaldet, må man meget gerne ringe til os på 114, siger vagtchefen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her