

Se billedserie
Dyrehøj, Danmarks største vingård, har indgået en helt unik erhvervsaftale med de selvstændige bruggser på Vestsjælland, skriver Nordvestnyt. Det er Kalundborg Brugsforening, som omfatter Kvickly Kalundborg, SuperBrugsen Svebølle og Jyderup og Dagli` Brugsen Raklev og Refsnæs, der er drivkraften bag aftalen, som indebærer, at Dyrehøj leverer 3.000 flaske hvid- og rosevin til butikshylderne.
De øvrige butikker, der også er med fra første færd, er brugserne i Odden, Vig, Højby, Nykøbing Sjælland, Asnæs og Sorø.
Aftalen er på leverance af i alt 6.000 flasker, og det er, set med danske vinbriller, en både meget stor og usædvanlig deal. Vinene er produceret på danskdyrkede druer på skråningerne på Røsnæs og plukket fra vingårdens 30.000 stokke. Dyrehøj producerer +20.000 flasker årligt.
De to vine til Brugsbutikkerne sælges under navnet Näs, som ikke skal forveksles med Dyrehøjs vinkoncept for Rös, som i overvejende grad sælges til fremtrædende restauranter og fra vingårdens egen butik, der har stadig flere besøgende.
- Fælles for både Rös og Näs er den høje kvalitet. Den går vi ikke på kompromis med, selvom produktionsmetoderne ikke er helt ens, siger vinbonde Betina Newberry, der sammen med sin bror, Dyrehøjs ejer, Tom Christensen, og husets vintroldmand, new zealandske Zachary Brierley, styrer produktionen af vin, der begyndte i 2008.
- At vi nu for første gang kan tilbyde dansk produceret kvalitetsvine til yderst fornuftige priser i udvalgte Brugsforeninger på Vestsjælland
er vi både stolte over og glade for, siger Keld Haapanen, direktør for Kalundborg Brugsforening.
- Vi har naturligvis en forventning om, at kunderne vil tage godt imod vinene. Det er jo reelt historieskrivning, vi taler om, siger direktøren.
Interessen for lokal kvalitetsvin fra dagligvarebutikkerne er ikke ny.
- Nej, vi har stået på spring gennem lang tid, og nu er det lykkes, siger Keld Haapanen. Som Betina Newberry siger det:
- Vi har været gennem i en udviklingsproces, som fortsætter, forhåbentlig med uformindsket styrke, og nu har vi følt, at vi var klar til at løfte den opgave, der er i aftalen. Det er uendelig vigtigt for os at få lov at levere dansk kvalitetsvin til butikshylderne; og til en pris, vi tror har appel til mange, siger vinbonden.
Såvel den hvide som rosevinen kommer til at koste 149 kroner flasken.
Læs om vinene i lørdagsavisen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her