Kultur- og fritidsudvalget valgte at følge indstillingen og give lidt over 20.000 kroner til støtte af produktion og markedsføring af udstillingen »Henrys Hegn 2021«.
- Udstillingen i 2020 blev jo en stor succes, fordi der kom så mange gæster til Sejerø. Jeg synes, at det er et fantastisk tiltag, siger Ole Glahn (R), formand for kultur- og fritidsudvalget.
Han nåede ikke selv at se udstillingen sidste år, men i år satser han på at se den.
Udstillingen skal være i Sejerø Kulturhus og Museum, ligesom den var i 2020.
»Henrys Hegn« blev kulturhusets mest besøgte til dato, da corona-pandemien udløste en øget tilstrømning til småøerne.
Udstillingen skildrer i fotografier og ord et særpræget landskab på Sejerø,og de gennem generationer menneskeskabte hegn, der præger dette. Projektet skal skabe interesse for de unikke, landskabelige værdier på Sejerø, herunder den fortsatte bevarelse af disse. Det er Kåre Gade, sommerhusejer på Sejerø, som har taget billederne, som alle har landmand Henrys Larsens hegn som rød tråd.
Åbningsperioden bliver fra medio juni til medio august.
I forbindelse med udstillingens åbning udkommer bogen «Henrys Hegn« på forlaget Vandkunsten. Udstillingen Henrys Hegn 2021 omfatter udover de 32 værker fra udstillingen i 2020, seks nye værker i et større format og der vil også blive lavet postkort og plakater.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her