
Lystfiskersjæle og andre med lyst til at prøve at fiske fra både, kan se frem til, at lystfiskerkutteren MS Hanne Berit den 5. august lægger til i Havnsø Havn. Skibet hører normalt til i Rungsted Havn, og det er første gang, det kommer til Havnsø.
- Der skulle ske noget nyt, så nu gør vi forsøget i Havnsø for at se, om der er opbakning til det, siger skipper Kim Høst.
Han er selv tidligere lystfisker og har nu MS Hanne Berit, som han tilbyder sejlture med, som den fra Havnsø, som bierhverv. Han sejler fra Rungsted Havn den 4. august og tilbage igen den 10. august.
I dagene her imellem kan man booke sig ind på en fisketur på kutteren. Kim Høst satser på, at man får mulighed for at fange lidt forskelligt af, hvad Sejerø Bugt har at byde på.
- Det primære bliver nok fladfisk og også makreller. Men vi håber på lidt af hvert, siger skipperen.
Sejlturene finder som udgangspunkt sted fra klokken 8.00-15.00, men der kan også arrangeres aftenture, hvis der er ønske herom.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her