
Der blev formentlig festet hos familien Rezek i Kalundborg tirsdag aften. Hassan Zivar Rezek, 47-årig ægtemand og far til fem, blev nemlig tirsdag af Østre Landsret frifundet for ildspåsættelse.
Dermed undgår familiefaren, der hele tiden har nægtet sig skyldig, både en lang fængselsstraf og ikke mindst en udvisning af landet.
- Familien var samlet i retten. De græd af glæde alle sammen efter dommen. Det var meget overvældende, fortæller Karoline Døssing Normann, forsvarer for Hassan Zivar Rezek.
Retten i Holbæk havde ellers i november idømt ham to års ubetinget fængsel samt udvisning af Danmark i 12 år for at sætte ild til den tidligere købmandsbutik City Market på hjørnet af Slagelsevej og Holbækvej i Kalundborg den 25. maj sidste år.
Det var en skærpende omstændighed i dommen, at City Market lå i stueetagen af en beboelsesejendom. Men dommen blev altså omstødt af domsmandsretten i Østre Landsret.
- Retten fandt ikke, at der var tekniske beviser, der godtgjorde, at han havde startet branden. Retten fandt det derfor ikke bevist ud over enhver rimelig tvivl, at han kunne dømmes for ildspåsættelse, fortæller anklager Simone Romme fra statsadvokaten i København.
Hassan Zivar Rezek har siddet varetægtsfængslet siden dagen efter branden, det vil sige i over et år.
- Han står nu til erstatning efter de gældende takster, siger Karoline Døssing Normann.
Taksterne for frihedsberøvelse er 6800 kroner for det første døgn og 850 kroner for de efterfølgende døgn ifølge anklagemyndighedens vidensbase.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her